Overmagten var for stor
Efter to sejre tabte Grønland den tredje kamp ved kvalifikationsturneringen til
verdensmesterskaberne i Mexico City til et stærkt og velspillende landshold fra Cuba.
Minik Dahl Høegh i træningslokalet i Mexico City.
Berit Duus
Grønland kom fornuftigt fra start. Landstræner Johannes Groth havde valgt at begynde med et offensivt forsvar og senere gik Grønland over i at spille syv mod seks.
- Desværre blev vores 7 mod 6 spil ikke den store succes. Vi tilspillede os mange store muligheder, men den cubanske målmand var simpelthen for stærk, og så blev vi straffet med cubanske scoringer i vores tomme mål, når deres målmand havde reddet et af vores forsøg, siger Johannes Groth.
1. halvleg sluttede 21-12 til Cuba.
2. halvleg
De sidste 30 minutter blev en mere jævnbyrdig affære end 1. halvleg havde været.
Efter en god periode var Grønland kun bagud med 6 mål 29-23. Igen trak cubanerne dog fra og så endte kampen 35-26.
Cuba har altid haft stærke og dygtige håndboldspillere. De kan så mange ting, hvilket der også blev givet mange prøver på i opgøret mod Grønland. Følger man med i dansk håndbold, ved man også, at en af Fredericia HKs bedste spillere er cubaneren Reiner Taboada, som sagtens kan blive en afgørende faktor i finalekampene om det danske mesterskab.
Hviledag
I dag torsdag er der hviledag for håndboldspillerne i Mexico City. Fredag venter Puerto Rico og lørdag er modstanderen USA i den sidste kamp i den indledende runde. Søndag spilles placeringskampene, hvor det afgøres, hvem der kan se frem til en plads ved de kommende verdensmesterskaber.