Kvindehåndbold: Disse lande skal kæmpe om en billet til VM

Fem lande deltager i VM-kvalifikationsturneringen for Caribien og Nordamerika, som bliver afholdt i Nuuk til sommer.

Det bliver intenst, når fem lande inklusiv Grønland skal kæmpe om en plads til VM i kvindehåndbold.
Offentliggjort

Efter en del venten kan vi nu melde ud, hvilke lande, der deltager i VM-kvalifikationen for kvindehåndbold.

Sådan indleder TAAK i en pressemeddelelse.

Håndboldforbundet oplyser på vegne af dem selv og NACHC (North America and the Caribbean Handball Confederation), at det drejer sig om følgende lande: USA, Canada, Mexico, Cuba og Grønland, som skal møde hinanden i Nuuk til sommer.

- Det betyder, at vi spiller en turnering for fem nationer, hvor der spilles alle mod alle, skriver TAAK og tilføjer, at den første kamp bliver spillet 5. juni i Inussivik.

En billet til VM

Alle landene forbereder sig ifølge TAAK på at være så skarpe som overhovedet muligt, når der skal kæmpes om en billet til VM, som bliver afholdt i december.

Kampprogrammet vil nu blive færdiggjort i samarbejde med NACHC, inden billetterne frigøres.

Organisationen bag VM-kvalifikationsturneringen er i fuld gang med at udføre alle de opgaver, som ligger forud for mesterskabet. Det sker i samarbejde med frivillige, som blandt andet er med til klargøring af transport, arena og logistik.

- Vi glæder os. Og vi kan ikke takke nok for den opbakning, vi oplever fra de frivillige og sponsorerne. Det bliver intenst, og vi håber at alle får en rigtig god oplevelse, skriver TAAK.

Powered by Labrador CMS