KAK-formand: Forsoning vigtig for sportens skyld
Formanden for KAK (Grønlands Boldspilunion), Benjamin Kielsen afviser anklager om passivitet i forhold til anklagen om racisme og uprofessionel trænerindsats hos kvindernes futsal-landshold. - Vi har arbejdet efter efter alle regler og fået medhold fra sportens øverste instans, siger han.
Benjamin Kielsen, der har valgt ikke at genopstille som formand for KAK, har fået en svær opgave, nemlig at genskabe ro og orden hos kvindernes landshold i futsal, hvor der også er blevet stillet spørgsmål om landstrænerens evner til at samle hele landsholdet.
KAK har nemlig modtaget klage over landstrænerens ageren overfor dansksprogede landsholdsspillere og anklage om racisme og uprofessionel adfærd.
Helt i orden at Janussen vil tale grønlandsk
Benjamin Kielsen henviser til at der må være sket sproglige misforståelser, og han appellerer til forsoning hos kvindernes landshold:
- KAK stoler helt og holdent på David Janussen som landstræner.
- Jeg skal henvise til, at vi i forbindelse med ansøgningsrunden har besluttet at køre den to gange, da der var for få ansøgere i første omgang. Men i anden omgang var der også kun tre ansøgere, og der valgte vi at træffe en beslutning og udpegning blandt de tre ansøgere, fortæller Benjamin Kielsen og fortsætter:
- David Janussen gjorde det klart i forbindelse med sin ansøgning, at hans primære sprog er grønlandsk, og at det var vigtigt for ham at være omgivet af grønlandsksprogede personer i sit arbejde med landsholdet, da han ville sikre, at der ikke opstår sproglige barrierer, eftersom hans primære sprog er grønlandsk, og det tog vi til efterretning uden at kæde det sammen med spørgsmål om racisme, forklarer Benjamin Kielsen.
KAK arbejdede efter bogen
Men det er en kendsgerning, at der er sket en brist i kommunikationen mellem nogle af spillerne og landstræneren, og at det har udløst en klage om racisme og uprofessionel adfærd.
Benjamin Kielsen bedyrer, at KAK, så snart organisationen modtog klagen, straks har igangsat arbejde for at få løst problemet:
- Jeg kan forsikre, at vi har arbejdet helt efter bogen, og jeg kan bekræfte, at bestyrelsens konklusion er, at der er sket en misforståelse mellem nogle af spillerne og landstræneren, og at der ikke er belæg for beskyldningen om racisme og uprofessionel adfærd.
- På det baggrund har bestyrelsen konkluderet, at tilliden til David Janussen stadig er intakt, og bestyrelsen bakker op om Janussen og hans arbejde med kvindernes landshold, forklarer Kielsen.
Forsoning vigtig for kvindefodbolden
Men Kielsen bedyrer også, at der skal lyttes til de utilfredse spillere for at undgå lignende situationer fremover:
- Det er vigtigt for kvindernes landshold, og kvindefodbolden i det hele taget, at begge parter forsones og kommer videre.
- Amatør- og Ordensudvalget har truffet beslutning om at give KAK medhold i at håndteringen af, klagen har været korrekt, så jeg håber, at kvindelandsholdet kommer videre derfra, forklarer formanden for KAK, Grønlands Boldspilunion, Benjamin Kielsen.
Kielsen: Afgang skyldes ikke sagen
Benjamin Kielsen siger slutteligt, at hans afgang som formand for forbundet ikke har noget med sagen at gøre, men at han har valgt at give bolden videre til næste formand:
- Beslutningen har jeg truffet længe før. Det skyldes blandt andet, at KAK nu arbejder intenst for at blive fuldgyldig medlem af Concacaf (sportsorganisation for nationale fodboldforbund fra Nordamerika, Mellemamerika og Caribien), og jeg mener, at KAK må finde en internationalt minded formand, der kan fremme Grønlands deltagelse i den store fodboldverden, for jeg føler, at jeg har gjort min pligt, og tiden er til at give bolden videre, slutter Benjamin Kielsen.