Arctic Winter Games

Arrangørerne: Arctic Winter Games-budgettet holdt

Den lokale styrekomite gør regnestykket op. Der venter ingen ubehagelige ekstraregninger

Christian Keldsen og Maliina Abelsen
Offentliggjort

Arctic Winter Games i Nuuk vil ikke blive husket som et arrangement efterfulgt af rudekuverter med kedelige ekstraregninger, fordi budgettet sprang.

I balance
Tre uger efter at legene sluttede, kan den lokale ledelse gøre regnestykket op: Budgettet holdt, oplyser General Manager Maliina Abelsen og styrekomitéformand Christian Keldsen i en pressemeddelelse.

- Lige fra projektets start for tre år siden har styrekomitéen haft et grundigt fokus på, at budgettet skulle være i balance og indenfor rammerne af det mandat, ejerne, Grønlands Selvstyre og Kommuneqarfik Sermersooq, havde sat. I vores valg af General Manager og i den løbende opfølgning har økonomistyringen spillet en central rolle, understreger styrekomiteformand Christian Keldsen.

67 millioner kroner
Projektorganisationen Arctic Winter Games 2016 har sit eget budget på i runde tal 67 millioner, hvoraf cirka en tredjedel er sponsorater, for eksempel i form af arbejdskraft, transport, rabat på mad og så videre.

Overskridelser?
De ansvarlige for Arctic Winter Games-økonomien har fundet det nødvendigt at orientere om situationen efter omtale i pressen, som kan efterlade et indtryk af, at der har været budgetoverskridelser i forbindelse med legene.

Læs: Skyder AG-artikel om Arctic Winter Games ned

For nyligt kunne man således læse i AG, at Kommuneqarfik Sermersooq stod med en ekstraregning i forbindelse med arrangementet. Men dette er ikke tilfældet.

I budgetterne
Godt nok har Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq opprioriteret blandt andet anlægsopgaver forud for Arctic Winter Games. Men disse beslutninger har været taget flere år forud for legene - og har været indarbejdet i budgetterne. Og omkostningerne har intet at gøre med Arctic Winter Games' driftsbudget.

Driftsbudgettet udgøres af bevillinger fra Selvstyret, Kommuneqarfik samt sponsorater, fordelt med cirka en tredjedel fra hver.

Bliver lokalt
Arrangørerne understreger desuden, at størstedelen af de penge, som er investeret i Arctic Winter Games, er blevet sendt direkte ud i den grønlandske økonomi igen: Til hoteller, restaurationer, detailhandel og virksomheder, som har udført opgaver i forbindelse med legene.

- Vi vurderer, at minimum 90 procent er gået til indkøb her i landet og derudover har de cirka 2.000 besøgende til landet også lagt penge lokalt, fremhæver Christian Keldsen.

Læs: Sermersooqs udgifter til Arctic Winter Games har været kendte i årevis

Powered by Labrador CMS