Til sommer kommer skraldeskibet rund i landet
Affaldsselskabet Esani har fået midler fra Miljøfonden til at transportere skrald fra hele landet til destruktion i Danmark denne sommer. Det kræver dog at kommunerne er villige til at betale for at komme af med deres skrald.
Skraldedyngerne vokser overalt i landet og skaber mange steder problemer. Landets nationale affaldsselskab Esani A/S fået midler til at opføre to store forbrændingsanlæg som i fremtiden skal klare det problem.
Men det projekt er stadig i startfasen, og der skal ingås aftale med totalentreprenør, før det kan starte op.
Derfor valgte Esani at ansøge Miljøfonden om midler til at løse problemet midlertidigt, og for få dage siden kom der svar.
- Jeg er virkelig glad for at Naalakkersuisut har godkendt vores ansøgning om midler, siger direktør i Esani A/S Frank Rasmussen til Sermitsiaq.AG.
Henter skrald langs kysten med skib
Det betyder, at selskabet har fået tilsagn om 1,4 millioner kroner til en ”affaldstunnel”
Pengene skal være med til at finansiere, at selskabets skib sejler rundt langs kysten og indsamler skrald, som derefter sejles til Danmark og destrueres.
Der er plads til 2500 ton skrald på skibet pr tur og pengene rækker til to eller tre turer alt efter brændstofpriserne, forklarer direktøren. I Nuuk pakkes der omkring 500 tons affald årligt.
- Vi skal bruge sommeren til at lære, hvordan det her gøres bedst muligt. Det bliver en god læring for, hvordan vi kan arbejde sammen, laste skibet og så videre, siger han
God øvelse
Når de to nye forbrændingsanlæg står klar her i landet skal affaldet ligeledes hentes på kysten af Esanis skib, og sejles til Sisimiut til forbrænding. Derfor kan den kommende sejltur give en masse vigtig viden til fremtidig brug, mener direktøren.
Han håber, at kommunerne vil være med til projektet som kræver at de selv betaler et såkaldt tip-off fee på 450-600 kroner pr tons affald afleveres i Danmark.
Flere steder i landet oplever befolkningen at der er problemer på dumpen, med affald der lugter og tiltrækker dyr eller plastik og andet som blæser rundt i byen eller ud i havet.
Tilbuddet om afhentning af affald gælder alle kommuner også Avannaata, som endnu ikke er med i Esani, som de andre fire kommuner.