Smitten fortsætter hos Munck

Mandag aften er to personer testet positive for corona i Nuuk. Det er begge personer, der er i ”boblen” omkring entreprenørvirksomheden Munck Gruppen i Nuuk. Landslægen er overrasket.

Det er svært at få bugt med smitten blandt medarbejderne hos entreprenørvirksomheden, der arbejder på lufthavnsprojektet i Nuuk.

Mandag er yderligere to personer fundet smittet, og det overrasker landslægen.

- De retningslinjer, der er sat op, burde have stoppet smittespredningen, men det har det så ikke gjort, siger Landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsisaq.AG.

Der er lavet flere tiltag for at undgå smittespredning både i og udenfor den ”camp” hvor medarbejderne bor.

Da lufthavnsbyggeriet blev startet op igen efter at have været sat på pause på grund af smitteudbruddet, blev der indført restriktioner om to meters afstand, grundig hygiejne og "bobler" af personer der holder sig for sig selv.

Restriktioner kan ikke ophæves

Desuden blev der indført en såkaldt karantænezone, som forbyder, at man bevæger sig ind og ud af området i lejren og ved lufthavnsbyggeriet.

- Vi havde satset på, at restriktionerne kunne ophæves denne uge. Men det kan de ikke nu. Der er fortsat smittespredning indenfor boblen. Det skal vi i gang med at undersøge nu og så skal vi sikre, at der ikke kommer smitte udenfor boblen i resten af Nuuk, siger Henrik L. Hansen.

Fredag skulle alle personer med tilknytning til smitteudbruddet retestes for at sikre, at smitten var stoppet, men nu er tidsrammen altså skubbet.

Landslægen kan ikke oplyse, om der er folk i boblen der har overtrådt restriktionerne i eller udenfor lejren.

- Det er politiet, der efterforsker eventuelle overtrædelser af bestemmelserne, siger han.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS