cop21 i paris
Slanket tekst giver klimatopmøde ny energi
De kommende døgn byder på benhårde forhandlinger på klimatopmødet i Paris
Det franske formandskab er trådt i karakter på COP21 i Paris. Men de største konflikter er ikke løst, og de kommende døgn byder på benhårde forhandlinger
Skåret ned
Dokumentet, som er udgangspunkt for de næste døgns benhårde forhandlinger mellem verdens lande, er skåret ned fra 43 til 29 sider. Samtidig er antallet af 'skarpe parenteser,' det vil sige uenigheder og konfliktspørgsmål, reduceret med 75 procent, tilføjede Fabius.
Læs: Frankrig kaster ny tekst på bordet på klimatopmøde
Maksimum 1,5 grader
Teksten nævner nu til miljøorganisationernes glæde et mål om, at temperaturstigningen på kloden ikke må overstige 1,5 grader celsius i 2100. Dette tal er dog sideordnet det hidtidige mål om en maksimal stigning på to grader.
Flere stridspunkter
På en lang række stridspunkter er der stadig ingen afklaring. Det gælder fordelingen af forpligtelser mellem rige og fattige lande, sikring af klimafinansiering til ulandene på mindst 700 milliarder kroner årligt fra 2020, muligheden for løbende at skærpe målet for CO2-nedskæringer og spørgsmålet om at kontrollere, om landene faktisk gør, hvad de lover.
Optimistisk
Ikke desto mindre var den drevne diplomat Fabius optimistisk.
- Vi har forsøgt at gøre valgmulighederne mere klare, så vi hurtigt kan nå frem til kompromismuligheder. Jeg er sikker på, at vi kan nå en aftale, sagde COP-formanden til ministrene fra de 195 lande, der er samlet i Paris.
Klimaplaner
Tasneem Essop, leder af WWF Verdensnaturfondens delegation, efterlyste en sikring af, at landenes klimaplaner opdateres gennemgribende inden 2020. De skal håndtere både klimatilpasning, finansiering, reduktion af CO2-udledning og omfatte alle lande, understregede han.
Tab og skader
Alexander Ege, koordinator i bistandsorganisationen Care, konstaterede, at et af de mest kontroversielle emner stadig er i teksten.
Det drejer sig om 'tab og skader' (loss and damage), hvormed mange ulande vil have de rige lande til at vedkende sig deres ansvar for klimaændringerne, der forårsager tørke, stigende vandstand og oversvømmelser.
Nøgleelement
Sagen bliver nøgleelement i den endelige aftale, forudser han.
- Trods USA's store modstand er finansiering til Loss & damage rykket ud af parenteser. Det bliver nu spændende at se, hvordan USA reagerer, sagde Alexander Ege.
Fortrøstningsfulde
Klodens to største CO2-udledere, USA og Kina, var fortrøstningsfulde.
USA's udenrigsminister, John Kerry, sagde, at der venter hårde beslutninger de kommende dage, men at det ikke er en mulighed at forlade Paris uden en aftale.
Læs: USA lover at give flere penge i appel om klimaaftale
- Vi er fast besluttede på at få arbejdet gjort. Klimaændringer påvirker hvert eneste menneske på planeten, og vi har nu bedre mulighed for at få en aftale end nogensinde før. Vi har ingen undskyldning, hvis det mislykkes, sagde Kerry i en indtrængende appel til topmødet.
Optimisme
Kinas chefforhandler, Xie Zhenhua, udtrykte tilsvarende optimisme.
- Jeg har fuld tillid til, vi kan nå en omfattende, ambitiøs, juridisk bindende aftale, uden at nogen bliver efterladt bagude, sagde han.
Laurent Fabius tilstræber at have en færdig tekst klar torsdag aften, så den kan oversættes og vedtages fredag. Det vil i givet fald være noget nær historisk. FN's klimakonferencer plejer at gå voldsomt over tiden.
/ritzau/
Læs: Fælles klimaerklæring: Arktis har ret til udvikling