cop21 i paris
Frankrig kaster ny tekst på bordet på klimatopmøde
Så kom det længe ventede franske kompromisforslag til en ny global klimaaftale
Det franske formandskab for klimatopmødet i Paris har fremlagt et nyt udkast til en global klimaaftale.
Det nye dokument er slanket betydeligt og skåret ned fra 43 til 29 sider, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, som er formand for COP21.
Luget ud
Samtidig er antallet af 'skarpe parenteser,' det vil sige uenigheder og konfliktspørgsmål, reduceret med 75 procent, tilføjer Fabius.
- Jeg er absolut sikker på, at vi kan nå en aftale. Nu kan I arbejde individuelt eller i grupper, og så indkalder jeg til møde igen klokken 20.00, sagde Fabius til ministrene fra de 195 lande, der er samlet i Paris.
Differentiering
De vigtigste udestående emner er såkaldt differentiering - det vil sige beslutning om, hvad henholdsvis ulande og ilande skal bidrage med - klimafinansiering og 'ambitioner,' det vil sige muligheden for at øge CO2-reduktionerne og samle flere penge til klimatilpasning.
- Vi har forsøgt at gøre valgmulighederne mere klare, så vi hurtigt kan nå frem til kompromismuligheder, siger Laurent Fabius.
/ritzau/
Læs også: Fælles klimaerklæring: Arktis har ret til udvikling