Siverth K. Heilmann: Jeg stoler på Aqqalu

Partifællen og Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Forskning Siverth K. Heilmann, understreger, at Aqqalu Jerimiassen gør sit arbejde i Naalakkersuisut godt.

Offentliggjort

Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi, Aqqalu Jerimiassen (A) får hård kritik efter udtalelser om, at miljøforskere malker kassen og klimaændringerne ikke er menneskeskabte.

Sermitsiaq.AG har bedt Siverth K. Heilmann, forholde sig til de usædvanlige udtalelser i hans egenskab af at være naalakkersuisoq for miljjø og desuden partiformand for Atassut, som Aqqalu Jeremiassen er valgt ind for.

- Vi har ytringsfrihed. Det betyder, at vi kan give udtryk for vore meninger. Derfor kan vi udtale os som privatperson og som naalakkersuisoq, når vi vel at mærke klart markerer det, understreger Siverth K. Heilmann.

Arbejder godt

Han tror fuldt ud på, at partifællen Aqqalu Jerimiassen gør sit arbejde godt i Naalakkersuisut.

- Jeg kan stolt sige, at Aqqalu Jerimiassen i sit virke som Naalakkersuisoq for erhverv og energi, arbejder for vores samlede politik og den samlede Naalakkersuisuts målsætninger, siger Siverth K. Heilmann (A) til Sermitsiaq.AG.

Siverth K. Heilmann er selv overbevist om, at mennesket har en del af skylden for den globale opvarmning.

Han understreger, at han har lagt mærke til, at Aqqalu Jerimiassen (A), har fremkommet med egne meninger, men han mener, at egne meninger ikke vil påvirke naalakkersuisoqs videre arbejde.

- Uanset hvem det er, så skal vi respektere deres meninger. Politik er politik, og vi skal arbejde hen imod de mål, vi i Naalakkersuisut har sat, og det var også det Aqqalu Jerimiassen sagde, siger Siverth K. Heilmann.

Powered by Labrador CMS