Siumuts landsmøde afholdes digitalt

Siumuts planlagte landsmøde til sommer i Ilulissat droppes. I stedet afholder landets største parti et digitalt landsmøde.

Når Siumut skal beslutte, hvem partiets formand skal være på det forstående landsmøde kommer det til at foregå digitalt.

Det bekræfter partisekretær Miki Jensen til Sermitsiaq.AG.

Siumuts hovedbestyrelse har besluttet at afvikle landsmødet på en alternativ måde grundet den aktuelle situation med covid-19, lyder det i en pressemeddelelse fra Siumut.

Landsmødet bliver ikke afholdt i Ilulissat mellem den 8.-10. juli som planlagt, men rykker i stedet rykker til Nuuk i en begrænset fysisk form. De 10. juli er mødedag. Telefoner og internetforbindelse vil blive brugt som kontakt til mødedeltagere.

Formandsvalg på dagsordenen

Øverst på dagsordenen vil være valg til formand og valg til hovedbestyrelsen, hvor de delegerede får mulighed for at stemme digitalt uden fremmøde.

- Hovedbestyrelsen har som en følge af risikoen for covid-19 besluttet, at partiet er nødt til at tage sine forholdsregler, da vi ikke kender covid-19-situationen i juli. Vi har delegerede fra næsten hele landet, både byer og bygder, så vi er nødt til at være ekstra påpasselige. En digital generalforsamling er derfor den mest forsvarlige løsning, siger partisekretær Miki Jensen.

Debatoplæg udskudt

Debatoplægget om partiets målsætninger for de kommende år vil blive udskudt til sommeren 2021.

Hovedbestyrelsen, lokalforeningerne, Siumut Ungdom, borgmestrene og partiets medlemmer af Inatsisartut, Naalakkersuisut og Folketinget bliver inviteret til et seminar i Ilulissat til næste år, hvor der vil være mulighed for at mødes og gå i dybden med partiets målsætninger.

- Hovedbestyrelsen finder det vigtigt, at partidemokratiet opretholdes, og at alle lokalforeninger kan komme til orde. Siumut holder derfor et seminar næste år, hvor der er mulighed for at mødes ansigt til ansigt om, hvilken vej vi ønsker, vores land skal gå, siger Miki Jensen.

Powered by Labrador CMS