ny koalition

Siumut IA og Partii Naleraq danner koalition

Siumut oplyser i en pressemeddelelse, at de nye koalitionspartier, Siumut - Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq afholder pressemøde

Offentliggjort

Atassut og Demokraterne bliver smidt ud af koalitionen.

Partierne bliver erstattet af oppositionspartierne Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq.

Siumut skriver i en pressemeddelelse, at de nye koalitionspartier Siumut, IA og Partii Naleraq holder pressemøde klokken 09.15.

Ikke overraskende
Bruddet kommer ikke som den store overraskelse, da det i forvejen var kendt, at der var betydelige knaster i det eksisterende koalitionssamarbejde, lige som det stod klart, at Naalakkersuisutformand Kim Kielsen afsøgte mulighederne for at danne en koalition med Inuit Ataqatigiit.

Læs: Kielsen om krise: Vi er i gang med at evaluere samarbejdet

Finanslov
Der venter flere store opgaver for den nye koalition. Ikke mindst skal en ny finanslov på plads, hvor hele det politiske udgangspunkt - med Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, for bordenden i processen - nu er anderledes.

Servicekontrakter
En anden vigtig opgave er at få skabt ro om situationen i forbindelse med de omstridte servicekontrakter på trafikområdet. Det politiske område sad Atassuts formand, Knud Kristiansen, med.

Læs: Landsdækkende protest mod de nye servicekontrakter

Landsplanlægning
Rent poiltisk er der flere ting, der umiddelbart binder den nye koalition sammen, for eksempel spørgsmålet om selvstændighed og en meget ligeværdig udvikling, når det gælder de mindre og større samfund. I denne sammenhæng er der for eksempel ikke nogen tvivl om, at den omstridte landsplanredegørelse, der blev taget af bordet på samlingen, får en betydelig politisk makeover, inden den bliver fremsat igen.

Uran
Men omvendt er der også ting, der skiller, ikke mindst spørgsmålet om udvinding af uran, hvor Siumut siger ja, mens de to øvrige partier er stærke kritikere.

Solidt flertal
Den nye koalition får et yderst solidt flertal med 24 ud af Inatsisartuts 31 mandater bag sig. De to store partier har hver 11 mandater, mens Partii Naleraq har to.

Powered by Labrador CMS