boliger

SIK: Træd i karakter Mette

At tørre manglende vedligeholdelse af Inis boliger af på tidligere regeringer holder ikke længere. SIK's Jess G. Berthelsen beder den ansvarlige på posten om at træde i karakter

- Lyt til konstruktiv kritik, Mette Lynge, skriver Jess G. Berthlesen i et åbent brev til ministeren

- Mette Lynge. Jeg vil gerne give dig et råd. Træd i karakter så I bliver synlige blandt jeres vælgere. Det er dem, der har ansat jer.

Sådan skriver Jess G. Berthelsen, formand for SIK, i et åbent brev til medlem af Naalakkersuisut for boliger Mette Lynge, Partii Inuit, hvor han mener, at boligmesteren har udsat sig selv for frit fald fra en 10-meter-vippe.

- Her tænker jeg selvfølgelig på den igangværende polemik om de hjemmestyreejede boliger – og ikke mindst Inis rolle i sagen om de store varmeregninger, der er sendt ud til en stor del af lejerne.

Læs også: Varmeregningen må betales

- Alt for mange lejere er kommet i klemme på grund af urimeligt høje varmeregninger samtidig med, at ingen har gjort en reel og synlig indsats ved eksempelvis i det mindste for alvor at udskifte rådne og utætte vinduer, indsætte duelige og holdbare indgangsdøre, installere individuelle varmemålere så hver enkelt lejer selv kan følge med i sit eget reelle varmeforbrug, skriver Jess G. Berthelsen, der heller ikke mener, at det er holdbart, at Mette Lynge i en replik skriver, at situationen skyldes tidligere regingers politik:

- De ansvarlige politikere har nu i efterhånden adskillige årtier givet tidligere regeringer skylden for disse forsømmelser. Den argumentation holder ikke længere. Vi skriver år 2013.

Jess G. Berthelsen fremfører, at han på 6.200 lejers vegne gerne ser, der snart iværksættes en politisk handleplan og mener, at det er god skik at lytte på konstruktiv kritik - også fra arbejdsmarkedets parter.

- Mette Lynge oplyser jo selv, at der i øjeblikket er tale om et økonomisk efterslæb alene på vedligeholdelse, som ligger et pænt stykke over 1 milliard kroner, hvis det siddende landsstyre skal leve op til sine egne krav om at behandle sine vælgere anstændigt og ud fra en større grad af lighed. Jeg noterer mig også, at boligministeren i sit svar om, hvad der bør ske fremadrettet blandt andet konkluderer – 'Fremadrettet må vi – læs Landsstyret - arbejde for, at boligernes drift sikres og ikke lade overenskomstforhandlinger diktere boligers drift' – citat slut, skriver Jess G. Berthelsen.

Powered by Labrador CMS