SIK til politikerne: Lad vær med at vaske jeres hænder

SIK vil have politikerne til at tage ansvar forud for de kommende overenskomstforhandlinger.

Jess G. Berthelsen
SIK's formand Jess G. Berthelsen vil have politikerne til at sikre reelle lønforhandlinger.

Fagforeningen SIK opfordrer i lighed med AK, at der indledes reelle lønforhandlinger, når de nye overenskomster skal aftales.

AK kritiserede tidligere på dagen i Sermitsiaq.AG, at der ikke var tale om forhandling. Arbejdsgiverne – i form af kommunerne og Selvstyret – udstak bare et procenttal, som lønnen skal reguleres med.

- Man udstikker blot en procent og siger: “her er hvad I kan få, vær tilfredse, det er rigeligt”. Vi blev endda truet to gange med ikke at udbetale reguleringerne med tilbagevirkende kraft pr. 1. april 2018, hvis ikke vi vil acceptere deres tilbud. Den trussel kunne vi selvfølgelig ikke acceptere, og derfor er der indgivet en klage til Naalakkersuisoq, oplyser Jess G. Berthelsen, der er forbundsformand for SIK.

Vil inddrage politikerne

Han ønsker at politikerne ”lader være med at vaske hænder ved at sige, at de ikke vil blandt sig i forhandlingerne”.

- Nej det er jeres beslutning at fastsætte rammen, som er skyld i, at overenskomstforhandlingerne står stille. Tag ansvar og gør noget ved det nu, lyder opfordringen fra Jess G. Berthelsen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS