Sidste signal fra Hans Hedtoft: Vi synker langsomt

For 60 år siden sank KGHs nyeste skib på sin jomfrurejse og 95 mennesker. Skibet var blevet erklæret synkefri.

Redningskransen blev fundet på Island ni måneder efter forliset. Den er eneste spor efter Hans Hedtoft.
Offentliggjort

30. januar 1959 klokken 13:56 modtog vejrstationen i Prins Christians Sund et mayday. Et skib var kollideret med et isbjerg.

Den tyske trawler Johannes Krüss forsøgte at komme til undsætning.
Men klokken 17.41 kom signalet: 'Vi synker langsomt'. Det var det sidste spor af Hans Hedtoft. Skibet forsvandt i havet og tog alle 95 mennesker ombord med sig i dybet.

Trods eftersøgninger til vands og fra luften fandt man ingen vragrester. Først ni måneder senere drev en redningskrans fra Hans Hedtoft i land i Island. Den opbevares i dag i kirken i Qaqortoq.

Avisen Sermitsiaq har talt med Torsten Malmberg, der som tiårig så, da Hans Hedtoft lagde fra kaj i Qaqortoq. Forinden havde han selv besøgt skibet.

- Da det endelig sejlede ud af havnen, hørte jeg en fanger sige, at skibet lå skævt i havnen. Det var et dårligt tegn, ifølge fangeren, fortæller Torsten Malmberg til Sermitsiaq.

- Radioen var tændt, og pludselig kom det her SOS-­signal. Hele byen gik i alarm­ beredskab. Folk forsøgte at få fat i skibe i nærheden af det sted, hvor signalet kom fra. Men det var problematisk.

- Det var grotesk. Der var jo skibe i nærheden. Men havet var oprørsk, og måske var de angivne positioner ikke korrekte.

Det tragiske forlis fik et omfattende efterspil. Den tidligere leder af Grønlandsposten og Grønlands Radio Palle Brandt skrev, at kaptajnerne i KGH havde advaret mod vintersejlads og han krævede, at der blev placeret et ansvar.

Grønlandsminister Johannes Kjærbøl havde ellers ved en folketingsdebat med Augu Lynge læst en erklæring fra kaptajnerne op, der bakkede op om vintersejladsen. Han fortalte ikke, at der fandtes to erklæringer.

Det forblev omstridt, hvorvidt Johannes Kjærbøl kendte til den første erklæring.

Venstre og Det Konservative Folkeparti stillede et lovforslag om en rigsretssag mod den nu pensionerede Johannes Kjærbøl. Det samme gjorde Socialistisk Folkeparti. Begge forslag blev forkastet.

I morgen, på årsdagen, vil der blive holdt en mindegudstjenste i Holmens Kirke. Sermitsiaq.AG bringer en reportage derfra.

Du kan læse mere om forliset i den seneste udgave af Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS