Sexchikane: Jeg fik at vide, hvis du siger nej, vil han forfølge dig

Kornelia Benjaminsen fortæller, at hun har oplevet sexchikane både i Siumut Ungdom og på forskellige arbejdspladser. Hun fik besked på, at unge, smukke kvinder må finde sig i chikane.

Kornelia Benjaminsen står frem i dokumentarfilmen 'Pilluarneq Ersigiunnaarpara' og fortæller om de seksuelle overgreb, som hun har været udsat for som barn.

Nu afslører hun overfor Sermitsiaq.AG, at hun også efterfølgende jævnligt har oplevet krænkende og grænseoverskridende adfærd på både arbejdspladser og i det politiske liv.

- Jeg føler nærmest, at sexchikane er en helt normal adfærd i vores samfund. Det er jo helt forkert og lovovertrædelserne burde tages alvorligt, siger hun.

Sexchikane i Siumut Ungdom

Tilbage i 2015 deltog hun som 20-årig i ungdomsparlamentet og bagefter tog hun kursus i Siumut Inuusuttai. Egentlig foretrækker hun ikke at have nogen partitilknytning, men hun ville gøre sin stemme hørt. I forbindelse med arrangementet var der en mand, der blev nærgående på en krænkende måde.

- Han sagde: 'Gid jeg var på din alder, så ville jeg prøve at indfange dig'. Jeg var meget genert dengang, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget, selvom jeg helst ville sige fra, fortæller hun om en reaktion, som også mange andre kvinder udsat for sexchikane beretter om.

Jeg føler nærmest, at sexchikane er en helt normal adfærd i vores samfund

Kornelia Benjaminsen fortæller, at hun ligeledes fik at vide, at hun bare skulle finde sig i, at det er mændene, der bestemmer.

- Jeg fik flere gange at vide, at vide 'hvis du siger nej til ham, så vil han bare forfølge og presse dig indtil du siger ja'.

Kort efter forlod hun igen Siumut Ungdom.

Fik at vide at unge og smukke kvinder må finde sig i chikane

Men også i sit arbejdsliv har hun oplevet sexchikane, psykisk vold og mobning lige fra hun var helt ung. Allerede som 15-årig ungarbejder blev hun udsat for sexchikane.

- Hverken lederen eller tillidsmanden tog der alvorligt, det var som om det bare var en alment accepteret adfærd.

Kornelia Benjaminsen fortæller, at hun har oplevet noget tilsvarende på andre arbejdspladser inklusive offentlige, hvor sexchikanen heller ikke blev taget alvorligt. Det samme gælder for et kollegie, som hun ligeledes boede på som 16-årig.

- Da jeg sagde det til lederen på kollegiet, fik jeg bare besked på, at det er fordi jeg er ung, smuk og en kvinde, og så må jeg bare finde mig i mobning og sexchikane.

Powered by Labrador CMS