Sermersooq: Ledelsesproblemer på børneområdet

Kommuneqarfik Sermersooq har i årets første måneder haft fokus på medarbejdernes effektivitet i forvaltningen for børn og familie. Rapport peger desuden på ledelsesproblemer.

Der er stadig lang vej igen inden Kommuneqarfik Sermersooq er i stand til at hjælpe børn i det fornødne omfang. Det fremgår af den seneste statusrapport, som Deloitte har udarbejdet for forvaltningen for børn og familie.

Således peges der blandt andet på problemer med ledelseskulturen og ubesatte stillinger, som problemer, der betyder, at ændring i organisationen har svært ved at slå igennem ude hos borgerne. Deloitte følger den udviklingsplan for området, som kommunen har vedtaget for området. Statusrapporten er den syvende i rækken.

Tjenestlige konsekvenser

En af de problemstillinger, som man senest har arbejdet med, er medarbejdernes arbejdsindsats.

- Der har i 1. kvartal været et øget fokus på medarbejdernes effektivitet, hvilket har haft nogle tjenstlige konsekvenser, står der i statusrapporten far Deloitte.

Direktør for forvaltningen for børn og familie, Martha Lund Olsen ønsker ikke at uddybe, hvorvidt det betyder, at der er faldet advarsler eller der endog er medarbejdere, der er blevet fyret.

- Det er personalesager, som jeg ikke kan kommentere på, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Uenigheder mellem direktør og fagchefer

Også på et andet punkt har der åbenbart været et behov for at stramme op.

- Ydermere har der været en opstramning på pausekulturen, hvor formiddagspausen nu er fastlagt til kl. 9.00-9.15 og eftermiddagspause fra 14.30-14.45. Frokostpausen på 29 min skal finde sted mellem kl. 11.45 og 12.45, hedder det videre i rapporten.

Et andet kritikpunkt lander midt på Martha Lund Olsen eget skrivebord.

- Deloitte har tidligere problematiseret ledelseskulturen i forvaltningen på baggrund af divergerende opfattelser blandt fagchefer og direktør. Dette arbejdes der på at forbedre fra forvaltningens side.

Heller ikke her ønsker Martha Lund Olsen at uddybe, hvordan uenigheden mellem hende og fagcheferne er kommet til udtryk.

- Vi har udarbejdet interne retningslinjer. Sammen med Deloitte har vi fastlagt helt klare arbejdsgange, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til, at vi er godt på vej til at få ændret de divergerende opfattelser.

Personalemangel

Den formentlig største forhindring for at organisationsændringen rent faktisk bliver omsat til en tilstrækkelig hjælp til børn og familier, er dog manglen på sagsbehandlere. En del af planen er, at man har skabt funktionerne som teamleder. Men hverken i Tasiilaq eller Paamiut er det hidtil lykkedes at besætte stillingerne, som teamleder.

- Vi kan desværre ikke gøre meget andet end at slå stillingerne op igen, siger Martha Lund Olsen.

Statusrapporten fastslår, at sagsbunkerne når det gælder socialfaglige undersøgelser igen er vokset i første kvartal, da man mangler erfarne sagsbehandler. Når det gælder forebyggelse og behandling, skal der udvikles klare mål for dette. Der kan på nuværende tidspunkt ikke siges noget om, hvornår disse mål foreligger.

Under risici noterer rapporten:

- En succesfuld reorganisering af forvaltningen forudsætter at den nødvendige kvalificerede arbejdskraft er til rådighed. Der er fortsat mangel på erfarne sagsbehandlere.

Udviklingsplanen for børne- og familieområdet løber fra 2017 til 2020. Som det fremgår er det stadig en række uløste problemer her 1 ½ år før planen udløber.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS