Sermersooq giver foreløbigt grønt lys til råstofanlæg

Dykkerfirmaet Masik kan nu tage et skridt videre med deres planer om et råstofanlæg ved Nuuk, efter at kommunalbestyrelsen har godkendt projektet politisk.

Råstofanlægget består blandt andet af værksteder, kontorer, tankstation, garager, maskinhal og plads til håndtering og opbevaring af følsomme råstoffer fra industrien

Der skal opføres et råstofanlæg ved Nuuk, hvis det står til Dykkerfirmaet Masik, og projektet er kommet et skridt videre på vej mod realisering.

Masik, der ejes af Mike Høegh, vil etablere et kajanlæg og tilhørende råstofanlæg, der blandt skal behandle sømaterialer, før de sælges videre til byggeprojekter i Nuuk og på kysten.

Anlægget skal ligge tæt ved den nye anstalt i Nuuk.

Kommunalbestyrelsen i Kommunqarfik Sermersooq foretog tirsdag politisk godkendelse af første etape af projektet.

Godkendelsen giver Masik mulighed for en arealreservation i to år, og i den periode kan selskabet lave en mere detaljeret plan for arealet, hvor anlægget skal ligge - et såkaldt kommuneplantillæg.

Stiller krav til projektet

Masik skal selv afholde omkostningerne til at lave planen, og når den er færdig skal plantillægget og en eventuel VVM-redegørelse i offentlig høring, før der kan udstedes en arealtildeling, hvorefter byggeriet kan påbegyndes.

Det er Arkitekt Thomas Riis Aps, der har udarbejdet de foreløbige planer for projektet på vegne af Dykkerfirmaet Masik.

Råstofanlægget vil ifølge bygherren også kunne spare kommunen for penge, da man kan begynde at købe søsten fra projektet. Sten der på nuværende tidspunkt importeres fra Norge, fordi kvaliteten af sand og sten her fra fjeldet ikke er god nok.

Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning har stillet følgende krav til det videre forløb med projektet:

  1. Projektejer skal forpligtes til at betale sin del af den offentlige byggemodning, der er foretaget i området. I forbindelse med denne, var det planen at der skulle etableres 4-5 erhvervsarealer på projektområdet.
  2. Der må ikke være boliger i området, herunder indkvartering.
  3. Der skal bidrages aktivt til at bibeholde muligheder for at færdes i området som gående/ langrendsløber.
  4. Der skal redegøres mere detaljeret for pladsbehov.
  5. Der skal stilles krav til tidsfrister ift. projektets foreslåede udviklingsfaser.

På et borgermøde om projektet i januar anslog Mike Høegh, at anlægget kan stå klart til produktion i 2023.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS