Udsatte i Danmark

Se video: Udsatte grønlændere til debat på Christiansborg

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann understreger, at både Grønland og Danmark har et fælles ansvar for at få forbedret de udsatte grønlænderes situation i Danmark

Det er ikke alle grønlændere, som får en god tilværelse i Danmark

Social- og indenrigsminister Karen Elleman (V) understregede under en høring tirsdag på Christiansborg, at både Grønland og Danmark har et fælles ansvar for at få gjort noget ved de problemer, som en række grønlændere oplever, når de flytter til Danmark.

Læs:_Aaja og ikke Aleqa står bag forslag om høring

Men omvendt kneb det med konkrete løfter fra ministerens side.

Styrket inklusion
Høringen var arrangeret af Folketingets Grønlandsudvalg og fokuserede på at styrke inklusion af grønlændere i Danmark.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, havde taget initiativ til høringen, som blandt andet udsprang af debatter på en række borgermøder i Danmark, hvor også Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, havde deltaget.

National handlingsplan
Aaja Chemnitz Larsen præsenterede under høringen IA Folketingimis udspil til en national handlingsplan på området - med reference til V-regeringens eget regeringsgrundlag, der også lægger op til en styrkelse af inklusionen for grønlændere samt forbedrede vilkår for socialt udsatte grønlændere i Danmark.

Større risiko
- Det påvises jævnligt, at grønlændere i Danmark er i markant risiko for at blive socialt udsatte end andre grupper i Danmark. Og der er behov for en løsningspolitik, ikke partipolitik, sagde Aaja Chemnitz Larsen, der blandt andet pegede på, at mange grønlandske tilflyttere oplever en svær start på tilværelsen i Danmark.

Her refererede hun til to rapporter, der har skabt omtale på området, dels rapporten ’Ligebehandling af grønlændere’ fra Institut for Menneskerettigheder, dels rapporten ’Grønlændere i Danmark, en registerbaseret kortlægning’ fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Bredt panel
Til høringen bestod panelet blandt andet af

* Kirsten Mærsk, der er direktør for Det Grønlandske Hus i Odense, og som repræsenterede De Grønlandske Huse i Danmark
* Puk Draiby, der er generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn
* Pam Stach, der er formand for studenterorganisationen Avalak
* Maria Ventegodt Lissberg, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder

Ros til organisationerne
Karen Ellemann stod for panelets første oplæg.

Ministeren tilkendegav sin støtte for den gruppe af grønlændere, der får en svær start, samt tilhører gruppen af socialt udsatte i Danmark. Og desuden roste hun de forskellige organisationer, der bestræber sig på at forbedre vilkårene for denne gruppe borgere. Hun refererede desuden til regeringsgrundlaget ved at påpege, at regeringen så med alvor på inklusionsproblematikken.

Men, omvendt udvidede hun ansvaret til også at omfatte Selvstyret, når det gælder om at gøre noget for den gruppe af grønlændere, der oplever svære vilkår i Danmark.

Læs: Præsenterer ny handlingsplan for grønlændere i Danmark

Ikke særlige rettigheder
Til spørgsmålet om grønlændere i Danmark skal anerkendes som etnisk minoritet, som Institut for Menneskerettigheder havde anbefalet, sagde hun:

- Det er et fælles ansvar, at gøre overgangen fra Grønland til Danmark så uproblematisk som muligt.

Ministerens begrundende holdningen med, at Rigsfællesskabets statsborgere deler samme rettigheder, hvorfor hun foretrak et nært samarbejde med Selvstyret – i stedet for at give grønlændere særlige rettigheder som et etnisk mindretal.

Veloplagt ordstyrer
Det var en veloplagt og velforberedt ordstyrer, journalisten Vibeke Hartkorn, der tog over efter ministeren og spurgte ind til, om bevillinger til en forebyggende indsats samt en styrkelse af inklusionsindsatsen kunne skrives ind i finansloven – frem for at pengene skal forhandles på plads i forbindelse med forlig om regeringens satspulje.

Intet løfte
Ministeren kom dog ikke med noget løfte.

- Satspuljer skal forhandles, finanslov er en midlertidig løsning. Vi ser frem til, at de grønlandske folketingsmedlemmer kommer med forhandlingsoplæg, sagde Karen Ellemann.

Se video med hele Folketingets Grønlandsudvalgs høring i bunden af denne artikel

Powered by Labrador CMS