Saqqaq: Eftersøgning er stadig i gang

Politiet efterlyser stadig viden om den savnede Finn Looqi Langes færden efter tirsdag aften.

Eftersøgningen af Finn Looqi Lange er i gang

Arktisk Kommando er fredag stadig i gang med eftersøgningen efter Finn Looqi Lange, som sidst blev set tirsdag aften ved 22-tiden ved havnen i Saqqaq.

Eftersøgningen foregår med inspektionsfartøjet Knud Rasmussen og S-61 helikopter men indtil videre uden held, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Brian Thomsen fredag formiddag til Sermitsiaq.AG.

Politiet sendte en efterlysning ud i går eftermiddag, men det har ikke ført til nye oplysninger om den savnede mand:

- Vi har desværre ikke fået tip om, hvor han kan være, siger Brian Thomsen.

Formentlig sejlet afsted i jolle

Vagtchefen understreger, at politiet er meget interesseret i at høre fra folk, som har set Finn Looqi Lange efter tirsdag aften i denne uge eller har viden om hans færden.

Politiet formoder, at den savnede formentligt er sejlet ud fra bygden Saqqaq, der ligger omkring 100 kilometer nord for Ilulissat i en Poca jolle, men ingen har set ham siden.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiets vagtcentral på telefonnummer 701448.

Powered by Labrador CMS