Samråd om Pituffik udløser spørgsmål om Kangerlussuaq

Forsvarsministeren bliver indkaldt til at redegøre for, hvilke planer forsvaret har for Kangerlussuaq

Et samråd i Folketinget i dag handlede egentlig om USA og Pituffik, men det rejste nye spørgsmål om Kangerlussuaq.

Det var udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der var indkaldt i et lukket samråd i Grønlandsudvalget på baggrund af et spørgsmål fra Christian Juhl (EL).

- Hvad kan ministeren oplyse om de forhandlinger, som han ifølge USA’s nationale sikkerhedsrådgiver John Boltons meddelelse på Twitter den 7. februar 2019, har ført med denne om samarbejdet i Arktis, og om hvilke krav han i denne sammenhæng har stillet til genforhandling af servicekontrakterne på Thulebasen? lyder spørgsmålet.

Samråd med forsvarsministeren

Da samrådet var lukket, må udvalgsmedlemmerne ikke referere derfra. Men åbenbart blev Kangerlussuaq berørt, selvom det egentlig handlede om Pituffik.

- Det, jeg har gjort på baggrund af de oplysninger, som vi fik, er, at jeg har bedt om, at vi i Grønlandsudvalget holder et lukket samråd med forsvarsministeren i forhold til Kangerlussuaq for at få oplyst, hvad det egentligt er, at regeringen gerne vil i forhold til Kangerlussuaq, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA) umiddelbart efter mødet.

I marts meldte forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V) ud, at Forsvaret fortsat ønsker at benytte Kangerlussuaq. I et interview med KNR tilføjede Lars Løkke Rasmussen (V), at også det amerikanske forsvar fortsat har brug for Kangerlussuaq.

- Vi ved jo, at der vil være en lang række omkostninger ved at holde Kangerlussuaq åbent. Vi må sikre os, at der ligger en ordentlig plan, og der kommer en klarhed for de folk, der bor i Kangerlussuaq.

US-investeringer ikke lige rundt om hjørnet

I efteråret meldte den amerikanske viceforsvarsminister John Rood ud, at man overvejer at investere i grønlandske lufthavne. Men det har tilsyneladende lange udsigter, inden det bliver til noget.

- Vi blev en lille smule klogere på selv fortolkningen af den udmelding, men vi blev ikke særlig meget klogere på, hvad den endelige løsning kommer til at være. Jeg tror der er relativt lange perspektiver til at finde en klar løsning på området, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Powered by Labrador CMS