Det danske Forsvar: Bevar Kangerlussuaq

Den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har meddelt Naalakkersuisut, at det er det danske Forsvars ønske, at lufthavnen i Kangerlussuaq bevares.

Af hensyn til blandt andet det danske forsvars flytyper og opgaveløsninger ”har Forsvaret et umiddelbart ønske om at blive i Kangerlussuaq”, fremgår det af en pressemeddelelse, som Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggende Ane Lone Bagger har modtaget.

Må vække jubel

Meddelelsen må vække jubel i Qeqqata kommunia, som kæmper en hård kamp for at bevare lufthavnen, hvis rolle i den grad bliver omdefineret, når de to nye atlantlufthavne i Ilulissat og Nuuk er klar om fire år.

Ane Lone Bagger oplyser:

- Naalakkersuisut har i denne forbindelse, sammen med Forsvarsministeren besluttet, at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal afdække konsekvenserne og mulighederne i relation til Forsvarets fremtidige tilstedeværelse i Kangerlussuaq.

Det oplyses også, at arbejdsgruppens arbejde skal være afsluttet i denne sommer.

Økonomisk bidrag?

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om det danske Forsvar er parat til at smide penge i den aldrende lufthavn, som står over for et renoveringsbehov, der løber op i mindst en halv milliard kroner.

Powered by Labrador CMS