Samfundsforsker: Dobbeltmandater risikerer at svække demokratiet

De mange dobbeltmandater i Inatsisartut og kommunalbestyrelserne risikerer at svække demokratiet, det mener samfundsforsker Birger Poppel.

Offentliggjort

Otte ud af 31 medlemmer i Inatsisartut-medlemmer er også medlemmer i kommunalbestyrelserne. Og det kan svække demokratiet, hvis partierne ikke inddrager flere politikere – såvel erfarne som mindre erfarne - til at varetage enkelte hverv. Det mener samfundsforsker, Birger Poppel.

- Det peger på vigtigheden af at de folkelige mandater fordeles på flere politisk aktive borgere. Samtidig skal demokratiet jo funderes på beslutninger, der træffes ud fra indsigt og erfaringer, og det kunne jo pege på personer, der allerede er aktive politikere, forklarer Birger Poppel.

Han mener, at partierne bør begynde at inddrage folk, der er interesseret i politik for at styrke demokratiet.

- For at styrke demokratiet – ikke mindst på lang sigt – gælder det for mig at se om, at de erfarne politikere og deres partier bruger ressourcer på løbende at inspirere andre til at deltage i det politiske arbejde.

Inatsisartut er et fuldtidsarbejde

Medlemmer i Inatsisartut får fuldtidsløn. Og samfundsforskeren mener, at der er rigeligt med opgaver og udfordringer, som medlemmerne af Inatsisartut skal forholde sig til. Ikke mindst, hvis det langsigtede mål, selvstændighed skal realiseres.

- Og der kan man så sige, hvis Inatsisartuts arbejde er fuldtidsarbejde, så burde det jo udelukke, at man også påtog sig et hverv i kommunalpolitikken, siger Birger Poppel.

Sidste uge fortalte Sermitsiaq.AG, at otte ud af Inatsisartut-medlemmer har et hverv i kommunalbestyrelserne. Kun medlemmer i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse har ikke et dobbeltmandat.

Det kan være afskrækkende på unge politisk interesserede, når dobbeltmandaterne skal bruge meget tid på både landspolitik og kommunalpolitik. Men også kostbar tid til forberedelse, bliver også tabt, når politikerne suser frem og tilbage mellem i Inatsisartut og kommunalbestyrelserne.

- Det, at politikerne suser frem og tilbage mellem Inatsisartut og kommunalbestyrelserne kan resultere i, at politikerne måske forbereder sig mindre grundigt og har mindre tid til at sætte sig ind i de enkelte opgaver. Det kan også resultere i, at de meget travle politikere kommer til at sende de forkerte signaler til unge politisk interesserede. Nemlig, at det kræver, at man skal arbejde i døgndrift, hvis man skal være politisk aktiv.

I stedet for at benytte sig af dobbeltmandater, bør partierne begynde at bruge deres kræfter på at inddrage folk, så flere interesserede kan arbejde med enten lokal- eller landspolitik.

Powered by Labrador CMS