Hver fjerde Inatsisartut-politiker har et dobbeltmandat
Otte ud af de 31 medlemmer i Inatsisartut sidder også i en kommunalbestyrelse. Det er kun Avannaata Kommunia, der ikke har kommunalpolitikere, som er udstyret med to kasketter.
25 procent.
Så stor en andel af medlemmerne i Inatsisartut har to politiske kasketter at tage hensyn til.
Det seneste skud på et dobbeltmandat er Henrik Fleischer (S), der med sin genindtræden i Qeqqata Kommunia vipper Partii Naleraq ud af kommunalbestyrelsen.
- Jeg har valgt at indtræde i kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia da jeg føler, at jeg er klar til at påtage mig begge opgaver, forklarer Henrik Fleischer.
Han oplyser endvidere, at valget har været nemt, da hans suppleant i kommunalbestyrelsen, den erfaren Partii Naleraq politiker, Malene Ingemann er stoppet med at arbejde i politik.
Fire ud af fem kommuner har medlemmer i kommunalbestyrelsen, der også varetager landspolitiske interesser.
Inatsisartut-medlemmer med dobbeltmandater:
- Peter Olsen (IA), Kommune Qeqertalik
- Aqqa Samuelsen (IA), Kommune Qeqertalik
- Henrik Fleischer (S), Qeqqata Kommunia
- Laura Taunajik (S), Kommuneqarfik Sermersooq
- Randi Vestergaard Evaldsen (D), Kommuneqarfik Sermersooq
- Justus Hansen (D), Kommuneqarfik Sermersooq
- Anders Olsen (S), Kommune Kujalleq
- Stine Egede (IA), Kommune Kujalleq
Ingen af medlemmerne i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse sidder i Inatsisartut, idet Aqqalu Jerimiassen (A) holder orlov, mens han er medlem af Inatsisartut, og Jens Immanuelsen (S) ligeledes holder orlov på grund af sit virke som Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Dobbeltfnidder
I hovedstadskommunen har spørgsmålet om dobbeltmandater præget debatten, hvor anklager om et usympatisk magtspil er fløjet igennem luften.
Demokraternes kommunalbestyrelsesmedlemmer har i ti år haft en samarbejdsaftale med IA i Kommuneqarfik Sermersooq, men de er under debatten om håndteringen af de omsorgssvigtede børn i Tasiilaq valgt at trække sig fra samarbejdet. Og det medførte beskyldninger om, at Demokraternes Justus Hansen og Randi Vestergaard Evaldsen førte landspolitik, mens de havde den kommunalpolitiske kasket på hovedet.
Med udsigt til to år med betændt landspolitik inde i byrådssalen valgte Asii Chemnitz Narup at trække sig fra borgmesterposten tirsdag den 11. juni.
Siumut-top trodser flertalsbeslutning
Siumut har på sit seneste landsmøde i 2017 besluttet, at det skal være slut med dobbeltmandater. Den beslutning har partiets ledelse imidlertid sat ud af kraft med henvisning til, at debatten ikke havde været grundig nok.
Siumut-ledelsen har fundet en kattelem i vedtægterne, der - ifølge partisekretær Mikael Petersen - berettiger dem til at gå imod sine egne medlemmers flertalsbeslutning. Derfor har man i dag en dispensationsordning, hvor man tillader dobbeltmandater.
Spørgsmålet om dobbeltmandater skal imidlertid forelægges det næste landsmøde i 2020, har partiets sekretær Mikael Petersen oplyst til Sermitsiaq.AG.
Læs hele sagen:
-
Inatsisartuni politikerit sisamararterutaat marlunnik qinigaaffeqarput
-
Dobbeltmandater risikerer at svække demokratiet
-
Marlunnik qinigaaffillit tamat oqartussaanerannik innarliisinnaasut
-
IA Nuuk marlunnik qinigaaffeqartitsinngilaq
-
Ingen dobbeltmandater i IA Nuuk
-
IA Nuuk marlunnik qinigaatitaqarusunngilaq
-
Marlunnik qinigaaffeqartut qanoq isumaqarfigaagit?
-
Hvad mener du om dobbeltmandater?
-
Marlunnik qinigaaffeqarneq atorunnaarli
-
Afskaf dobbeltmandater