Partii Naleraq mister indflydelse i Qeqqata Kommunia

Henrik Fleischer har valgt at stoppe sin orlov i kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia og genindtræder fra den 1. juli 2019. Partii Naleraq mister sin ene plads i kommunalbestyrelsen.

Inatsisartut-medlem Henrik Fleischer (S) har ansøgt om at stoppe sin orlov i kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia. Da et medlem på hvilket som helst tidspunkt kan genindtræde, er ansøgningen godkendt.

Det betyder, at suppleanten Ulrik Lyberth (PN), der sidder i kommunalbestyrelsen for Malene Ingemann (PN), må vige sin plads for Henrik Fleischer (S).

Henrik Fleischer blev valgt ind i Qeqqata Kommunia i 2017, hvor han fik 118 personlige stemmer.

Ingen Partii Naleraq

Grunden til, at Partii Naleraq-politikeren Ulrik Lyberth må give sin plads til Siumut-politikeren Henrik Fleischer, er, at Henrik Fleischer valgte at skifte parti sidste år.

25 dage efter Inatsisartut-valget for Partii Naleraq besluttede han at hoppe over til Siumut.

Dermed består Qeqqata Kommunias kommunalbestyrelse nu af Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit, og Partii Naleraq mister dermed sin indflydelse i kommunalbestyrelsen fra 1. juli.

Med Henrik Fleischers genindtræden er der også skift i udvalgsposter.

Henrik Fleischer sætter sig nemlig i udvalg for familie og sociale forhold, udvalg for uddannelse, sundhed, fritid og kultur og får medlemskab i valgbestyrelsen i Qeqqata Kommunia og Arctic Circle Business. Han bliver endvidere suppleant i udvalg for teknik, råstoffer og miljø.

Dobbeltmandat

Henrik Fleischer sidder i dag i Inatsisartut for Siumut, hvor han blandt andet er formand for udvalget for fiskeri, fangst og landbrug.

Med sin genindtræden i kommunalbestyrelsen opnår han dermed dobbeltmandat i denne valgperiode.

Powered by Labrador CMS