WWF og ICC med kraftig opfordring: Advarer mod minedrift i havet
Konsekvenserne ved dybhavsmineaktiviteter er ikke tilstrækkeligt undersøgt, og derfor opfordrer WWF i Grønland og Danmark samt ICC til, at rigsfællesskabet tilslutter sig en global protest.
Norge vil som det første land tillade kommerciel udvinding af mineraler til eksempelvis batterier og andre elementer i vedvarende energi på havbunden i norsk farvand mellem Norge og Grønland.
Men de miljømæssige konsekvenser ved dybhavsmineaktiviteter er for uklare og kan potentielt få alvorlige konsekvenser for Grønland, mener Verdensnaturfonden (WWF), der melder sig i koret af kritikere af de norske planer:
- Vi ved endnu ikke, hvordan dybhavsmineudvinding vil påvirke havmiljøet og dermed fiskebestande. Men vi ved, at havet allerede er hårdt presset af både menneskelige aktiviteter, forurening og fiskeri.
- Ekstra presfaktor
- Dybhavsmineudvinding er derfor en ekstra presfaktor, der kan udgøre en alvorlig trussel for Grønlands fiskeri og potentielt den samlede økonomi, som er helt afhængig af et sundt og fungerende økosystem. Det er mange menneskers levebrød, særligt i Øst- men også i Vestgrønland, som er på spil, udtaler leder af Verdensnaturfondens Grønlandsprogram, Malene Lynge i en pressemeddelelse.
En lignende melding er tidligere kommet fra NGO-organisationen for bæredygtig fiskeri og havbeskyttelse, Oceans North Kalaallit Nunaat. Naalakkersuisut har i december oplyst, at man endnu ikke har forholdt sig politisk til sagen.
WWF: Udvinding bør forhindres
WWF mener sammen med inuit-organisationen ICC, at man må kigge på alternative løsninger frem for udvinding af mineraler på havbunden, i form af innovation, genbrug og reparation.
De to organisationer opfordrer til, at Kongeriget tilslutter sig et såkaldt internationalt moratorium for dybhavsminedrift under Havretskonventionen i FN-regi, som vil udskyde den kontroversielle minedrift, indtil der er forsket mere i konsekvenserne:
- At tilslutte sig det hastigt voksende internationale moratorium vil være et godt skridt, fastslår Malene Lynge og fortsætter:
- I respekt for oprindelige folks rettigheder mener vi, at det er afgørende at forhindre enhver form for udvinding, indtil de fulde miljømæssige, sociale og økonomiske risici er grundigt vurderet og forstået - og dernæst sikre tilstrækkelig inddragelse af de mennesker der bliver berørt af disse aktiviteter.