Kanukoka-udmeldelse
Wæver kritiserer Sermersooqs udmeldelse
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup (IA), udviser mangel på solidaritetsfølelse med andre i samfundet, mener Siumuts næstformand Jørgen Wæver Johansen
Som bekendt har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq besluttet, at landets folkerigeste kommune med virkning fra den 1. januar 2016 ikke længere skal være medlem af kommunernes landsforening i Grønland, Kanukoka.
Formand for Kanukoka, Palle Jeremiassen, har ellers opfordret kommunen til at blive i fælleskabet, men kommune har holdt fast i beslutningen, om at udmelde sig fra landsforeningen.
Læs: Sermersooq til Kanukoka: Tak for omsorgen – vi klarer os
'Ingen solidaritetsfølelse'
Borgmester i Kommune Kujalleq, og næstformand i partiet Siumut, Jørgen Wæver Johansen, kritiserer Kommuneqarfik Sermersooq, især borgmester Asii Chemnitz Narup (IA).
- Jeg fik en dårlig smag i munden over at læse Sermersooq borgmesterens kronik i Sermitsiaq, (nr. 46. red.) Ikke fordi jeg var overrasket over den spand mavesyre, som vi alle fik smidt i hovedet, ej heller over at hun igen karakteriserer os som nogen, der er med til at 'plyndre' andre – men mere overrasket over den overvældende selvgodhed og selvretfærdighed, som der gives udtryk for, samt det slet skjulte ønske om igen og igen at ville skabe splid i samfundet, skriver Jørgen Wæver Johansen.
Han mener, at Asii Chemnitz Narup udviser mangel på solidaritetsfølelse med andre i samfundet.
Læs: Kanukoka appellerer til Sermersooq: Bliv i fælleskabet Grønland
Forkerte argumenter
- Med forkerte argumenter søger Sermersooq borgmesteren endnu en gang, at fortælle en version af virkeligheden, som virker så skinger, som skinger kan blive. Hun 'forlanger indflydelse på fremtiden' – ved at melde sig ud af fællesskabet? Vor herre bevares, vintermørket må virkelig have lagt sig over hovedstaden, tordner borgmesteren i Sydkommunen.
Jørgen Wæver Johansen mener, at Asii har alle mulige grunde til at være taknemmelig for den fælles indsats, som i så mange år har kommet Kommuneqarfik Sermersooq og dermed borgmesterens virke til gavn.
- Det sagen handler om, og det som det såkaldte venstre-orienterede parti IA’s borgmester klager over, er det forfærdelige i den mindre omfordeling af de skatteindtægter, som de offentligt skabte arbejdspladser genererer. Det vil sige en lidt mere rimelig fordeling af de goder, som er skabt for de midler, som tilkommer hele samfundet, og ikke kun borgmesteren i Sermersooq, påpeger Jørgen Wæver Johansen.
Læs: Sermersooq melder sig ud af Kanukoka
'Respektér beslutningen'
Han er overbevist om, at langt størstedelen af borgerne i Grønland ønsker et ligeværdigt samfund, hvor alle regioner kan opleve vækst og fremgang på basis af en fornuftig udnyttelse af de offentlige midler og de naturressourcer.
- Siumut vil appellere til, at også borgmesteren i Sermersooq (Asii Chemnitz Narup red.) udviser demokratiforståelse, at hun lærer at respekterer at et demokratisk valgt flertals beslutninger, og ikke mindst at hun bakker op om den solidaritet, som flertallet arbejder for at skabe, på tværs af landets regioner. Nuuk har, som vort lands hovedstad, en vigtig rolle i denne proces, og vi ønsker både byens borgere og borgmesteren fra Kommuneqarfik Sermersooq velkommen til et mere ligeværdigt Grønland, lyder det fra borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen.
Læs også:
S-politiker: Sermersooqs udmelding er lovbrud
Vittus: Sermersooqs udmeldelse kan få stor betydning