Kanukoka-udmeldelse
Sermersooq melder sig ud af Kanukoka
Et flertal i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har vedtaget at melde kommunen ud af Kanukoka med virkning fra den 1. januar 2016
Med virkning fra den 1. januar 2016 er Kommuneqarfik Sermersooq ikke længere medlem af kommunernes landsforening i Grønland, Kanukoka.
Det vedtog et flertal i kommunalbestyrelsen i landets folkerigeste kommune tirsdag aften.
Siumut og Atassut valgte at gå lige før afstemningen, hvorved forslaget om at forlade Kanukoka blev vedtaget med 10 stemmer ud af i alt 19 folkevalgte politikere i kommunalbestyrelsen.
En sørgelig dag for demokratiet
Inuit Ataqatigiits kommunalbestyrelsesmedlem Mille Søvndahl Pedersen betegner tirsdagen som ’en sørgelig dag for demokratiet':
- Forslagsstilleren argumenterede med, at medlemskabet ikke har bidraget med noget som helst positivt de seneste år, og at medlemskabet er en unødvendig udgift.
- Fra Siumut og Atassut var der modstand mod udmeldelsen, men de kom ikke med et eneste eksempel på værdien af medlemskabet. Det bedste, de kunne komme op med, var, at Kanukoka lige har fået en ny direktør, så giv lige foreningen en chance. Jo, tak. Dén chance har Kanukoka haft i mange år, skriver Mille Søvndahl Pedersen i en kommentar.
Læs: Sermersooq vil ud af Kanukoka
Hun er fortørnet over, at Siumut og Atassut valgte at gå lige før afstemningen.
- Vi ved alle, at det kan være svært, når modparten får flertal. Det er træls ikke at få sin vilje. Det ved ethvert barn - og vi ved også, hvordan børn reagerer. Men at udvandre fra et demokratisk valgt forum. At forlade sit borgerlige ombud og ikke passe sine pligter som valgt politiker. Det er en hån mod både den demokratiske konstitution og mod de vælgere, som har valgt dig ind. Når man bare lukker næbet og lukker ørerne og forlader demokratiet, hvis man ikke kan få flertal, så er vi ilde stedt. Lad os håbe vi aldrig skal opleve det igen, siger Mille Søvndahl Pedersen.
Reaktioner på vej
Gruppeformand for Siumut i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Martha Abelsen, ønsker ikke at udtale sig til Sermitsiaq.AG, da hun er inhabil, fordi hun er formand for Kanukoka. Hun oplyser dog, at Siumut-gruppen er ved at skrive en pressemeddelelse.
Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, har i dag valgt at overlade opmærksomheden til de politiske gruppeformænd, hvorved hun på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig om den opsigtsvækkende udmeldelse.
Kanukoka er forkortelse for Kalaallit Nunaanni Kommunit Kattuffiat - De Grønlandske Kommuners Landsforening. Organisationen blev stiftet den 24. juli 1972 for de daværende 18 kommuner.