Vivian Motzfeldt: »Løkke afviste os med klar tale«

Danmark efterlyser arktisk strategi. Men ifølge Naalakkersuisut kan det blive »op ad bakke«, hvis tilgangen er som ved udpegning af en arktisk ambassadør, hvor der ikke blev lyttet til Grønland.

Vivian Motzfeldt, ansvarlig for udenrigsanliggender i Naalakkersuisut.
Offentliggjort

Den danske regering venter utålmodigt på, at det politiske system i Nuuk er klar til at give sine input til en ny arktisk strategi for hele kongeriget.

Det skriver avisen AG.

- Vi har desperat brug for en arktisk strategi, som er forhandlet frem i et samarbejde mellem de tre hovedstæder i rigsfællesskabet, lød det – som omtalt i sidste uges AG – fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fra folketingets talerstol.

AG har i mellemtiden fået oplyst, at Naalakkersuisut er ved at lægge sidste hånd på den udenrigspolitiske strategi, som derfor snart præsenteres for Inatsisartut. Det bliver et udspil, der blandt andet tegner linjerne op for Grønlands målsætninger, relationer og ambitioner i Arktis.

Men spørgsmålet er, om flertalskoalitionen (IA og Siumut) er indstillet på også at bidrage til den arktiske strategi, som skal udformes i fællesskab mellem Grønland, Danmark og Færøerne?

AG har spurgt naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), om det:

- Er Naalakkersusiut enig i, at Rigsfællesskabet skal have en fælles, arktisk strategi?

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at tage dette spørgsmål op med de grønlandske partier. Når vi har talt om dette mellem partierne, vil vi kunne melde ud om spørgsmålet. Men det er også klart, at hvis tilgangen og fremgangsmåden er som ved udpegningen af den Arktiske Ambassadør, så bliver det nok noget op ad bakke, svarer Vivian Motzfeldt.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS