Vigtig last er nået frem til Tasiilaq
Under en piteraq i september gik en masse vinduer til i Tasiilaq, men nu er nye kommet frem til byen.
En voldsom piteraq forårsagede i september en del materiel skade i Tasiilaq - herunder mange knuste ruder.
For at få nye vinduer frem til byen inden vinteren, har Royal Arctic Line indsat et ekstra skib, og det er nået frem i slutningen af sidste uge, oplyser rederiet:
- Det er altid usikkert at sejle til Østgrønland på denne tid af året, vi takker derfor besætningen for indsatsen og er glade for, at vejret var med skibet og dets besætning, skriver Royal Arctic Line på sin hjemmeside.
Det er Nanoq Arctica, der har leveret de mere end 120 nye vinduer. Det var nødvendigt med den ekstra sejltur, fordi der var lang leveringstid på vinduerne, der således ikke kunne nå at komme med det, der ellers skulle have været sidste skib til Tasiilaq inden vinter.
Rederiet havde varslet levering omkring 7. december, hvilket altså lykkedes.
En byggeteknisk leder hos Iserit har tidligere fortalt til Sermitsiaq.AG, at de mange knuste ruder hovedsageligt, at blevet erstattet af plader af krydsfiner. Nogle af de mennesker, der bor i de hårdest ramte boliger, har derfor knap nok set en solstråle inden for, siden ruderne blev knust.