AG skrev om den 95-årig Svend Petersens 36 år
gamle dagbøger og fortællinger i sidste avis (AG nr. 43). Blandt dagbøgerne er
der også en gæstebog. En aflang
blå notesbog, lidt slidt, hvor den første note er skrevet for 38 år siden i
1988.
Små hilsner, takkebreve og forskellige oplevelser
i naturen som jordskælv og nedskydning af det første rensdyr er nogle af de
ting, der er blevet skrevet ned i gæstebogen, som Svend Petersen har gemt i de
mange år.
- Jeg
syntes, det var på tide, og at det er vigtigt, at disse historier bliver trykt
i en avis, sagde Svend Petersen, da han kom forbi redaktionen i forrige uge og
gav mig sine dagbøger og en gæstebog.
Gæstebogen har ligget i hans hytte i Natsilik i
Nuuk-fjorden i næsten 40 år. Svend Petersens hytte har været til fri benyttelse
til alle sejlende gennem mange år.
Frem til 1992 har det kun været Svend Petersen,
der har skrevet i gæstebogen.
I hver note har han skrevet om hvordan vejret er.
- 27/5-88. SVP. Vi har været her i to dage, vi
byggede en entre i hytten. Vejret er godt, skyet. Det blæser fra nord.
Han har skrevet om hvad han har fanget.
- 7/11-88. SVP. Sælgarn laves. 6 ryper fanget.
Vejret er godt, klar himmel. Det er koldt.
Han har også skrevet om de forskellige
jagtsæsoner.
- 2. juni 1988. SVP. Vi skal sove i hytten, da
stenbiderrognsæsonen slutter i morgen. Vi må se hvordan garnene er, hvis det
ikke går, fjernes garnene.
Og opholdene i hytten har ikke altid været
hyggelige.
- Vejret var forfærdeligt, da vi vågnede i morges.
Det blæste kraftigt fra nord, sneet falder og der kommer også våd sne. Sikke et
vejr i en junimåned.
Jeg bladrer videre i gæstebogen.
I 1992 begynder andre folk at skrive noter. De
skriver også om vejret og deres fangstdyr kombineret med deres personlige oplevelser.
Jeg bliver straks fanget af en tegning af en mand,
der sejler i qajaq.
”11/6-1994. Solen skinner i dag. Men vinden kommer
fra sydvest og bliver til tider kraftig. Men vi nyder det alligevel rigtig
meget. Det er en ubeskrivelig følelse at ro i qajaq. Jeg skal ro i qajaq fra
Nuuk til Ilulissat. PS. Tak for kagen.”
Wow, tænker jeg. Det er omkring 560 kilometer,
hvis man måler en direkte linje i kilometer fra Nuuk til Ilulissat.
Jeg tænker på den engelske eventyrer Mike Keen,
der har roet i qajaq fra Qaqortoq til Qaanaaq. Du ved, ham, der har planlagt
udelukkende at spise grønlandsk mad under sin tur.
Kaar, tænk at ro i qajaq gennem de smukkeste
landskaber, tænker jeg og bladrer videre.
Spiderman
Masser af kvinder og mænd har skrevet noter og
fortællinger i gæstebogen. Nogle har brugt gæstebogen til at takke Svend
Petersen, mens andre har beskrevet deres følelser og har brugt bogen i en mere
terapeutisk tilgang.
For eksempel denne mand:
Han besøger hytten for første gang. Hans kæreste har
lige født deres barn i Nuuk.
Han skriver at han har børn med en anden kvinde,
som han ikke længere er sammen med.
- Vores forhold gik ikke. Det var på tide at komme
videre med mit liv. En ufattelig svær beslutning, jeg fik truffet dengang,
skriver han.
Efter bruddet gik dagene; årene det samme.
Manden beslutter sig for, at han vil lede efter en
kvinde, han har set for omkring 25 år siden. Efter en tid finder han ud af, at
kvinden bor i en bygd. En dag er han på arbejde, og de skal udbringe benzin til
den bygd, hvor kvinden bor.
Han ved ikke, hvad han skal gøre. Skal han snakke
med hende? Hvad skal han sige? Han ved ikke, om kvinden har en samlever, og han
har ikke hendes telefonnummer.
Han beslutter sig for at give et brev til en
person, der bor i bygden, inden han rejser videre. Det ender med, at han og
kvinden begynder at have kontakt og falder for hinanden.
Senere finder han ud af, at kvinden, som arbejder
med børn, har været single i længere tid.
- Hun er en flot kvinde. Derfor plejer børnene at
spørge hende: ”Hvor er din kæreste?” Kvinden vidste godt, at børnene elskede
Spiderman. Så plejede hun at sige, at Spiderman var hendes kæreste, skriver han
og har tegnet en stor smiley med en rød kuglepen.
Efter et stykke tid besøger han kvinden i bygden.
En dag går han mod butikken og ser børnene, som kvinden passer.
- De løber mod mig og har store øjne og råber:
Spidermaan! Spidermaaan! De er så søde. Jeg blev lidt flov, men på den gode
måde, skriver han.
I dag er de sammen og det er hende, der lige har
født deres barn i Nuuk.
- Hun er så sund for mig.
- Jeg vil gerne takke ham, der ejer hytten. Jeg
har stor respekt for ham. Du har haft en stor indflydelse. Jeg håber, at hans
efterkommere vil gøre det samme som ham i forhold til hytten.
Smilende bladrer jeg videre i gæstebogen, som
bliver mere og mere interessant.
Den første dyr og jordskælv
På en lignende måde er der mange andre
interessante personlige fortællinger, som folk har oplevet i hytten og i dens
område. Hytten har også været et godt flugtsted fra den barske vejr.
Ligesom for kvinden der skrev for 24 år siden.
”Vi ankom i går. Vejret var fantastisk, men inden
det blev mørkt, kom regnen. Vi kunne derfor ikke slå teltet op. Det er derfor,
vi er her. Jeg er så taknemmelig. Udenfor blæser det, og regner. Det ville være
forfærdeligt at sove i et telt. Mange tak for opholdet.”
Andre besøgende har også oplevet naturens barske
vilkår.
”Lørdag den 12. juli 1997. Regnen kommer og går.
Jeg stod op ved ni tiden. Ved seks-tiden i morges var der jordskælv. Vi ankom
for to dage siden. Det er første gang vi er her. Vi elsker det! Sådan noget
oplever man ikke i storbyerne. Solen skinner tit i Natsilik, men regnen kommer
også nogle gange. Den 14. juli fiskede vi, prøvede på det i hvert fald. John
fangede ikke nogen fisk. Hvor det synd for ham. Nallin. Det regner igen.”
En anden mand, der kalder sig for D, fortæller om
sin første fangst af en rensdyr.
D og hans kammerater er lige ankommet til hytten
på en lørdag i juli 2002. D’s formål er at skyde en rensdyr for første gang.
- Sidste gang jeg var her var for ti år siden,
skriver han.
”Vi så et dyr! Jeg skød, men dyret var hurtigt og
flygtede. Satans!”
Dagen efter.
”Torsdag den 18. juli 2002.
Jeg ledte efter rensdyr, jeg gik og gik men så
intet. Jeg var på vej tilbage, da jeg tog min kikkert og så et rensdyr ved et
å. Jeg sagde det til de andre og gik mod det. Og endelig ved cirka fem tiden om
eftermiddagen skød jeg min allerførste rensdyr. Jeg flåede det selv. Sikke en
fantastisk følelse. Aaah, dejligt. Hep, hep, hurraaa…”
Jeg lægger gæstebogen væk og tænker på de mange
oplevelser, der er gemt i denne gæstebog. Jeg tænker på de mange mennesker, med
deres egne personlige historier, der har boet i den hytte. Hytten, der har
huset kvinder, mænd og børn og givet dem uforglemmelige minder, glæde og et tag
over deres hoved.
Tak for dig, Svend.
