Flaskepost fra Svend

”Vi lod teltet stå åben mod fjorden, så vi kunne nyde synet af den spejlblanke fjordmunding. Men vores glæde stoppede brat, da jeg pludselig så et menneskehoved i havet.”

Det står der blandt andet i Svend Petersens dagbøger, som han har givet til AG’s redaktion til fri benyttelse, da han mener, at det er vigtigt, at fortællingerne bringes frem til offentlighedens kendskab.

Svend Petersen er 95 år, han er fra Maniitsoq og kommer fra en søskendeflok på ni.

- Jeg syntes, det var på tide, og at det er vigtigt, at disse historier bliver trykt i en avis, siger Svend Petersen, da han ankommer til redaktionen.

Det er ellers midt i en travl deadline-dag. Jeg er i fuld gang ved tasterne og har absolut ikke tid til forstyrrelser. Men min nysgerrighed vækkes omgående, da en kollega fortæller, at en potentiel kilde står ved døren.

Jeg rejser mig for at hilse på ham. Svend Petersen har en Brugsen-pose med i den ene hånd og en stok i den anden. Han smiler til mig, og siger, at han gerne ville give mig noget.

Harry Potter

Vi sætter os ned, og han begynder at fortælle mig, at han lige er fyldt 95 år og hele sit liv har levet som fisker og fanger. Med store øjne kigger jeg på ham og ved med det samme, at det er nu, jeg skal lytte intenst til alt, hvad han har at sige.

Allerede der har jeg på fornemmelsen, at det er et journalistisk jackpotmoment.

Han fortæller mig egentlig ikke så meget. Det vigtigste er dagbøgerne og gæstebogen. En aflang lyseblå notesblok med et hvidt hjørne og en lille kina notesbog med de klassiske røde hjørner samt almindelige hvide papirark, der er puttet i nogle Esselte-plastlommer.

- I er velkomne til at bruge alt og udgive skrifterne i jeres avis, siger Svend Petersen, inden han igen forsvinder ud i det halvkolde oktobervejr.

Jeg begynder straks at bladre i dem og føler mig som Harry Potter, da han læste Tom Riddles dagbog. Tom Riddle brugte dagbogen til at gemme sine minder. Det har Svend Petersen også gjort, og dagbøgerne er dateret helt tilbage til 1988.

Jeg tager papiret, der ligger inde i en plastlomme, og læser overskriften:

- Oplevelser fra mine mange år som fisker og jæger: Redning af et barn.

Jeg sætter mig til rette og læser:

”Vejret er fantastisk. Min kone og jeg er sejlet til Nuup Kitaa og skulle sove i telt. Det skulle senere vise sig, at vi kun skulle være der i ganske kort tid. Der var stille vejr, havet blikstille. Men alligevel havde jeg ikke ro i mine tanker. Jeg sagde det til min kone og foreslog, at vi i stedet skulle slå telt i Nuup Akia. Jeg vidste i forvejen, at hun ville acceptere.

Vi kom ombord på vores båd og sejlede direkte mod Nuup Akia. Undervejs besluttede jeg mig for, at vi alligevel skal til Akunnaaq. Det viste sig, at en familie med børn hyggede sig i deres telt i Akunnaaq, og vi gik straks i gang med slå vores telt op.”

Mens jeg læser videre i Svend Petersens fortælling, opdager jeg, at jeg har holdt vejret af spænding, og at mine øjne arbejder på fuld skrue med at læse hans skråskrift. Ordene er skrevet med en blå kuglepen.

Barnehoved i havet

”Vi lod teltet stå åben mod fjorden, så vi kan nyde synet af den spejlblanke fjordmunding, men vores glæde stoppede brat, da jeg pludselig så et menneskehoved dukke op i havet, jeg kunne med det samme se, at det var et barn. Jeg sprang op. Barnet var faldet i havet fra en fjeldskrænt og da barnet lå et stykke væk fra vores både, var det umuligt at få fat på barnet rimelig hurtigt. Jeg måtte springe i havet med tøjet på. Jeg tog barnet og fik det oven på mig, så hovedet lå på mit bryst og svømmede ind til land.”

Jeg lægger papiret væk fra mig og ånder lettet ud over, at barnet blev reddet. Jeg bladrer videre og ser endnu en overskrift om næsten det samme emne, hvor Svend Petersen også har skrevet om, at han har reddet et andet barns liv.

Denne hændelse foregår et par år efter Akunnaaq-hændelsen.

Svend Petersen skriver at han pludseligt kunne se et barns ansigt ude i havet. Det så ud som om, barnet ikke rørte på sig og lå i vandet omkring 50 meter fra land. Han reddede barnet, der var ved at synke, da han lige akkurat nåede at tage fat i barnets hår, inden barnet forsvandt ned under overfladen.

Svend Petersen ydede førstehjælp og heldigvis begyndte barnet at kaste saltvand op.

Gæstebogen

På tilsvarende vis er der mange andre interessante minder og refleksioner i dagbøgerne. De er dog langt fra lige dramatiske alle sammen.

Og faktisk er dagbøgerne ikke de eneste, personlige vidnesbyrd, som den 95-årige mand har haft med i sin pose. Der er også en aflang blå notesbog, lidt slidt, hvor den første note er skrevet for 38 år siden i 1988.

Det er en gæstebog. Jeg begynder at bladre i den:

”Hytten blev bygget i juni i 1986. Denne notesbog bruges til oplevelser fra hytten med start fra året 1988,” står der øverst på papiret på første side.

Svend Petersen har lagt gæstebogen i hytten til fri benyttelse til alle sejlende. Hytten ligger i Natsilik i Nuuk-fjorden.

Den første note har han selv skrevet på den gamle grønlandske retskrivning:

- 1988. Den 28. april. Det er ved at blive forår. Det er for første gang vi skal sove i hytten. Jeg har skudt 56 edderfugle. SVP.

- 14/5-88. SVP. Vi overnatter i hytten. Vejret er dejligt og havet blikstille. Vi er på jagt efter stenbider. 32 edderfugle.

Svend Petersen har tit skrevet noter på cirka fem til ti linjer, han har blandt andet skrevet hvad han har fanget, hvordan vejret er i og om der er mange dyr eller om der er få i gæstebogen.

Han er ikke den eneste, der har skrevet i gæstebogen. Svend Petersen har lagt to notesblokke i hytten, så folk kan skrive deres oplevelser ned.

Læs artiklen om dem i den næste AG-avis.