Universitetet taber klagesag

Der er ikke grundlag for at kritisere Mediehuset Sermitsiaq.AG, som var anklaget for ikke at overholde god presseskik i en sag fra efteråret, hvor en forskningsrapport fra Grønlands Universitet – Ilisimatusarfik – udløste heftig kritik. Det har Pressenævnet netop fastslået.

Offentliggjort

En videnskabelig rapport om medieforbruget i Grønland med titlen ”En kortlægning af de grønlandske medier”, der blev offentliggjort den 24. oktober 2018 blev omtalt i KNR, Sermitsiaq.AG og aviserne AG og Sermitsiaq.

Skarp kritik

Rapportens indhold fik såvel ansvarshavende chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen, AG, som bestyrelsesformanden Jørgen Ejbøl, Mediehuset Sermitsiaq.AG, til at kritisere rapporten i skarpe vendinger. Jørgen Ejbøl udtalte blandt andet, at ”universitetet burde trække rapporten tilbage”.

- Jeg er meget utilfreds med en undersøgelse, som ligger så langt væk fra virkeligheden. At aviserne AG og Sermitsiaq skulle være Naalakkersuisuts værktøj til at skaffe stemmer, og at størstedelen af vores indhold er direkte afskrifter af pressemeddelelser er simpelthen ikke korrekt. Det talmæssige grundlag for at konkludere på aviserne kan umuligt give et retvisende billede, sagde Jørgen Ejbøl blandt andet til avisen Sermitsiaq den 2. november.

Universitetsledelsen klagede til Pressenævnet over tre artikler, bragt af mediehuset, fordi man mente, at god presseskik var tilsidesat i tre artikler.

Pressenævnets afgørelse

I Pressenævnets afgørelse står der blandt andet:

”Pressenævnet forstår klagen sådan, at det er Ilisimatusarfiks opfattelse, at Mediehuset Sermitsiaq AG burde have udvist større kritik overfor de udsagn, der navnlig er fremsat af chefredaktør Christian Schultz-Lorentsen og bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl.

Det er Pressenævnets opfattelse, at Mediehuset Sermitsiaq AG har forholdt sig kritisk til de synspunkter, der er fremsat af mediehusets egne medarbejdere ved at foreholde kritikpunkterne for forfatterne bag rapporten og gengive forfatternes synspunkter i de aviser, der udgives af mediehuset.

Som sagen er oplyst for Pressenævnet, må det lægges til grund, at Ilisimatusarfiks synspunkter først og fremmest har været gengivet i artikler i de to trykte medier. Isoleret set kan artiklerne på onlineportalen www.sermitsiaq.ag derfor fremstå ensidige. Da debatten samlet set har gengivet synspunkter fra begge parter finder Pressenævnet dog ikke, at der er grundlag for at kritisere Mediehuset Sermitsiaq AG for manglende kildekritik.”

De tre artikler og rapporten

Det var disse artikler, som Universitetet mente ikke overholdt god presseskik:

Powered by Labrador CMS