Der er en tydelig sammenhæng mellem, at forældre, der selv
har været anbragt som børn, senere i livet får deres egne børn anbragt uden for
hjemmet.
Det fortæller
Bonnie Jensen, som er lektor og
centerleder for Children & Adolescent Research Environment (CARE) på
Ilisimatusarfik.
Der er en tydelig sammenhæng mellem, at forældre, der selv
har været anbragt som børn, senere i livet får deres egne børn anbragt uden for
hjemmet.
Det fortæller
Bonnie Jensen, som er lektor og
centerleder for Children & Adolescent Research Environment (CARE) på
Ilisimatusarfik.
I Danmark får
mellem 1/3 og halvdelen af tidligere anbragte som
voksne deres egne børn anbragt. Derudover ses en større grad af
hjemløshed og andre sociale problemer blandt tidligere anbragte.
- De sidste tyve år har internationale studier peget på, at børn, der har været anbragt,
ofte oplever sociale problematikker som
hjemløshed, psykiske udfordringer, en højere risiko for at leve i fattigdom,
misbrug og risikoen for selv at få deres børn anbragt, forklarer Bonnie Jensen.
4,5 gange højere i Grønland
Der findes ikke lignende
studier om anbringelsesområdet i Grønland.
- Vi ved bare,
at mennesker er mennesker, så det er ikke urimeligt at forvente, at situationen
også ser sådan ud i Grønland. Jeg har talt med forstandere, der fortæller, at
de har anden- og tredje-generations børnehjemsbørn, hvor
de kender deres forældre og måske endda også
deres bedsteforældre, siger Bonnie Jensen.
I sit arbejde afdækker
hun børnenes oplevelser af at blive og være anbragt på en døgninstitution i
Grønland. I dag arbejder Bonnie Jensen på et forskningsprojekt, der blandt
andet skal afdække, hvordan anbragte børn klarer sig som voksne. Selvom der
ikke findes grønlandsk forskning på området, er
der flere værktøjer og tilgange, der kan anvendes i at forebygge anbringelserne
uden for hjemmet.
I 2020 var 4,5 procent af
børn i Grønland ifølge Naalakkersuisut anbragt uden for hjemmet. I resten af
rigsfællesskabet er andelen på cirka en procent.
- Det er
vigtigt at huske, at findes børn, der skal anbringes,
men når vi anbringer 4,5 gange så mange som i de nordiske lande, så der er noget at
skrue på, siger Bonnie Jensen.
Udvid indsatserne
Hun argumenter for, at
man i højere grad kunne anvende tidligere grønlandske anbringelsesmetoder, hvor
slægt og netværk spillede en afgørende rolle. Her inddrager man den udvidede
familie, som slægtninge og barnets netværk, til at tage sig af børn, der i kortere eller længere tid ikke har kunnet bo
hos deres forældre. Den metode har vist sig at være mindre skadelig end
anbringelse på for eksempel et børnehjem, forklarer Bonnie Jensen. Det er dog
altid målet, at børnene kommer hjem til forældrene igen.
- Det kan være
en moster, en fætter eller en bedsteforælder, der kan tage sig af barnet i
stedet for en institution. Det er helt klart et område, der kan undersøges mere
for at forbedre anbringelsesindsatserne, siger hun.
Gør et stort arbejde
Naalakkersuisut ønsker i
deres handlingsplan ”Bedre forebyggelse, færre anbringelser” fra 2022 at
udvikle indsatserne på anbringelsesområdet i samarbejde med kommunerne, hvor
forebyggelse og tilbud om behandling for udsatte børnefamilier skal
opprioriteres.
Hvorfor er tallet så
meget højere i Grønland end i resten af de nordiske lande?
- Det er det,
vi bliver ved med at spørge os selv om. For det første er det en spiral med generationer,
som kan være dårligt stillet socioøkonomisk, og så kan anbringelse være sidste mulighed
for barnet, og nogle gange er det vejen frem. Kommunerne arbejder dog meget med
forebyggelse, og de gør generelt et stort stykke arbejde, siger Bonnie Jensen.
I dag er der 25 godkendte
døgninstitutioner fordelt i hele landet.
