Kampen for familielivet

Antallet af anbringelser uden for hjemmet har de seneste årtier været stigende, og i dag er omkring 4,5 procent af børnene i Grønland anbragt. 

Tallet skal ned, udtalte tidligere naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Mimi Karlsen (IA), da hun i 2022 præsenterede en handlingsplan, der sigter mod, at færre børn skal være anbragt i 2030. 

Det skal blandt andet ske ved at støtte forældre og arbejde mere intensivt med forebyggelse i familier. Et af tiltagene i handlingsplanen er, at der skal være bosteder til udsatte familier i alle fem kommuner.

I Nuuk findes Kuserneq, et bo- og behandlingstilbud til gravide og småbørnsfamilier, som har brug for støtte og redskaber til at finde sig selv i forældrerollen. I en af Kuserneqs 11 lejligheder bor Seqininnguaq Eugenius på 33 år og hendes fire måneder gamle søn Aputsiaq. Sidste år blev Seqininnguaq Eugenius hjemløs, da hun i en turbulent periode i sit liv mistede sin lejlighed.

- Det var meget stressende, især fordi jeg ikke har oplevet at være hjemløs før. Man er stresset og tænker hele tiden over, hvor man skal være om natten.

Venter på bolig

Da Seqininnguaq Eugenius blev gravid med Aputsiaq, vidste hun, at hun måtte finde et sted at bo. Hun tog til kommunen og fik den 26. januar i år en lejlighed i Kuserneq.

- Jeg kan huske datoen tydeligt, fordi efter at have været uden hjem, var det meget lettende at komme hertil og endelig føle ro. Den første tid brugte jeg bare på at sove.

Seqininnguaq Eugenius har udover Aputsiaq fem børn. I 2022 anbragte hun frivilligt sine børn efter et brud med en voldelig ægtemand, hvorefter hun faldt i både hash- og alkoholmisbrug. Fire af børnene bor i Nuuk på børnehjem, mens den ældste bor i plejefamilie.

- Jeg var meget nede, da mine børn flyttede fra mig, og jeg mistede samtidig min mor. Jeg kunne ikke klare det og begyndte at drikke og ryge hash. Men jeg sagde højt til mig selv, at jeg ikke vil leve det liv. Jeg skal arbejde med mine følelser angående at miste min mor, min eksmands vold og min barndom.

I dag er Seqininnguaq Eugenius kommet fri af misbruget og har sine fire anbragte børn hjemme hver weekend. Nu venter hun på en permanent bolig via INI A/S, så børnene kan blive hjemgivet.

- Det betyder alt for mig at se mine børn. De giver mig energi og motivation, siden de er begyndt at sove hos mig igen. Jeg har det meget bedre, efter de er kommet, men jeg vil gerne have dem hjemme hele tiden.

Mange hjemløse del af systemet

Seqininnguaq Eugenius har som barn selv været en del af anbringelsessystemet. Hendes forældre begyndte at drikke, da hun var teenager, og hun valgte selv at blive anbragt uden for hjemmet. En rådgiver ved kommunen fandt et tilbud i Qaqortoq, som Seqininnguaq takkede ja til.

- Jeg ville væk fra Nuuk, fordi jeg havde venner, der stjal og drak, og jeg ville væk fra det.

I Frelsens Hær i Nuuk har mange borgere, der lever i hjemløshed, deres daglige gang. For korpsleder Nathanaël Münch er det for ham de sidste par måneder blevet mere tydeligt, at stort set alle unge hjemløse, som han møder i Frelsens Hæri, har været del af anbringelsessystemet i en eller anden grad.

- Samtidig er en del af de voksne hjemløse, som kommer her i huset, selv forældre, og det betyder ofte, at deres børn også vokser op i systemet, siger han.

Han ser dog også forskellige solstrålehistorier, hvor forældrene har kæmpet med egne problemer og med systemet for at kunne få et fremtidigt liv, hvor de bor med deres børn igen. Flere er ligesom Seqininnguaq Eugenius næsten i mål med at få børnene hjemgivet.

- Men der er selvfølgelig også flere, som ikke klarer at være forældre på fuld tid, men som har forskellige strategier for at forblive en del af børnenes liv, opvækst og støtte dem, når de kommer i problemer, siger Nathanaël Münch.

Forlod Tasiilaq

I en anden lejlighed i Kuserneq bor Maaria og Louis Jonathansen med deres en måned gamle dreng. I 2021 fik de tvangsfjernet deres seks andre børn, da de boede i hjembyen Tasiilaq. Børnene blev sendt til Nuuk, og Maaria og Louis Jonathansen valgte at opsige deres bolig og følge efter børnene. Men det var en svær flytning, og parret blev hjemløse i Nuuk.

- Det har været meget svært og tungt. Det har været en kæmpe udfordring at forlade Tasiilaq og så komme hertil. Jeg har været et mørkt sted og vidste ikke, hvor jeg skulle sove. Jeg var bange og havde angst, siger Maaria Jonathansen.

Til sidst gik de til kommunen for at blive skrevet op til et sted at bo og endte på herberg. I omkring tre år har de skiftevis sovet på herberg eller hos venner, der havde plads den pågældende nat.

- Jeg har været nødt til at acceptere flytningen, fordi mine børn var vigtigere end at blive i Tasiilaq, siger Maaria Jonathansen, der fortæller, at der har været en grund til, at hendes børn blev tvangsfjernet.

- Vi har været i misbrug, der har været skænderier, og vi har ikke passet børnene ordentligt.

Så I har forståelse for, at børnene blev fjernet?

- Ja, vi har måttet beskytte os selv og børnene. Men det er svært at acceptere, at børnene bliver taget til Nuuk.

 Ser fremad

I dag er parret, efter længere tids krise, kommet i arbejde, har gennemført misbrugsbehandling i Katsorsaavik, og bor i Kuserneq, mens de venter på, at en passende bolig bliver ledig, så de kan få deres seks anbragte børn hjemgivet.

- Misbrugskonsulenten har været en stor hjælp. Jeg har fået nogle redskaber, som jeg meget gerne vil bruge i fremtiden for at leve trygt med mine børn, siger Maaria Jonathansen, der som barn selv har været en del af anbringelsessystemet.

Familier, der bor i en af Kuserneqs lejligheder, får støtte i form af familievejledning og -behandling samt terapeutiske forløb, der hjælper dem med at drage omsorg for sig selv og deres barn. Det betyder ifølge Nathanaël Münch meget, at familierne får forskellige former for hjælp.

- Bare de her to eksempler med familier, der bor i Kuserneq, vil snart kunne aflaste ’systemet’ for 10 børn, som forhåbentlig vil få en meget bedre fremtid og undgå at falde i misbrug og hjemløshed, siger korpslederen.