krise i naalakkersuisut
Siverth K. Heilmann ny naalakkersuisoq
Pålidelige kilder bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at det nye medlem af Naalakkersuisut bliver hentet fra Atassuts rækker
Det er så godt som afgjort, at det nye medlem af Naalakkersuisut bliver Siverth K. Heilmann fra Atassut. Suppleant for Atassut Knud Kristiansen fra Upernavik er allerede ved at sætte sig til rette i Inatsisartut, inden efterårssamlingen fortsætter tirsdag.
Læs: Hvem bliver ny Naalakkersuisoq?
Flere pålidelige kilder oplyser til Sermitsiaq.AG, at Knud Kristiansen er indkaldt som suppleant for Atassut. Han er allerede i gang med at skrive ordførerindlæg for Atassut, som et tydeligt tegn på, at han tiltræder som suppleant tirsdag.
Rokade eller ej
Dermed er det højst sandsynligt at Siverth K. Heilmann bliver indsat som nyt medlem af Naalakkersuisut. Det er dog stadig uvist, om der kommer rokade af ansvarsområderne.
Læs: Sagen om øllet - kan skade Gerhardt
Steen Lynge blev topscorer for Atassut ved sidste valg til Inatsisartut med 331 personlige stemmer, mens Siverth K. Heilmann fik 293 stemmer.
Steen Lynge blev indsat som medlem af Naalakkersuisut og søgte orlov fra Inatsisartut og banede vejen for, at hans partiformand blev medlem af Inatsisartut.
Knud Kristiansen er andensuppleant med 190 personlige stemmer. Atassuts tredjesuppleant er Mala Høy Kuko fra Tasiilaq, der fik 188 personlige stemmer.
Den 60-årige Siverth K. Heilmann har tidligere været medlem af landsstyret, hvor han var politisk ansvarlig for erhverv, arbejdsmarked og erhvervsuddannelser. Siverth K. Heilmann skal udover orlov fra Inatsisartut også søge orlov fra kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia.
Det nye medlem af Naalakkersuisut bliver præsenteret tirsdag.