Arctic Winter Games
Sermersooqs udgifter til Arctic Winter Games har været kendte i årevis
Allerede i 2014 lavede Nuuk TV et indslag om det ansvar, som Kommuneqarfik Sermersooq påtog sig i forbindelse med, at Nuuk blev værtsby for de arktiske lege
Det har på ingen måde været nogen hemmelighed, at Arctic Winter Games har været en betydelig udgiftspost for Kommuneqarfik Sermersooq – og at kommunalbestyrelsen flere år i forvejen har budgetteret med omkostningerne forud for de arktiske lege, der blev afviklet i marts.
Det fremgår af et indslag i Nuuk TV fra juni 2014.
Ikke dyrere end forventet
Indslaget står i kontrast til en artikel i AG fra uge 12, hvor det blandt andet fremgår, at Arctic Winter Games blev flere millioner kroner dyrere end forventet for Kommuneqarfik Sermersooq – en påstand som kommunen har afvist i skarpe vendinger.
Læs: Skyder AG-artikel om Arctic Winter Games ned
Kærlig hånd
I tv-indslaget oplyser Nuuk TV, at kommunen blandt andet får opført en biathlonbane, lige som en række idrætsfaciliteter også får en kærlig hånd forud for legene.
Investering
Og i denne sammenhæng slår den daværende fungerende borgmester Anda Uldum (D) fast, at udgifterne ikke er noget, som vil vælte kommunens økonomi, da der allerede er budgetteret med omkostningerne. Den fungerende borgmester betegner desuden renoveringsopgaverne som en investering i fremtiden.
Det fremgår også af indslaget, at kommunens udgifter i forbindelse med de arktiske lege har givet anledning til debat i kommunalbestyrelsen.