Danmark

Satspuljen fordeler 943 millioner kroner frem mod 2020

Regeringen og satspuljepartierne har fordelt 943,3 millioner kroner til at hjælpe folk med sociale problemer.

Offentliggjort

Hævet kapacitet på landets kvindekrisecentre, midler til Gadejuristen, styrket indsats mod mobning og forebyggelse af vold i nære relationer og af psykiske lidelser hos børn og unge, samt en indsats for udsatte grønlændere.
Det er nogle af overskrifterne i den satspuljeaftale, som fredag er blevet indgået af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative.

Social investeringsfond
De 943,3 millioner kroner, der er afsat, rækker fra 2017 til 2020.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) hæfter sig især ved en ny social investeringsfond, som der afsættes 250 millioner kroner til.
- Det er et kvantespring, at vi nu i langt højere grad bruger midlerne på en mere intelligent måde, hvor vi finder ud af, hvad der rent faktisk virker, siger ministeren på et pressemøde ved fremlæggelsen af aftalen.
- Der er mennesker, der lykkes med indsatser rundt omkring i landet, men vi ved det ikke rigtig. Vi skal være meget mere fokuserede på at finde ud af, hvad der virker, så vi kan få det udbredt.

LÆS: 46 mio til udsatte grønlændere

Stort beløb til udsatte grønlændere
Investeringsfonden er den, der får det klart største beløb.
Men med 46,4 mio er også indsatsen for udsatte grønlænder blandt de områder, der får flest midler. Derudover ligger også indsatsen overfor udsatte børn og unge i Danmark blandt de højt prioriterede områder.

Powered by Labrador CMS