Nuuk: Skal hvalfangst forbydes i Nuup Kangerlua?
Nu bliver det borgernes tur til at blive hørt i sagen om at lave en særfredning mod fangst af pukkelhvaler i det store fjordsystem i Nuuk.
Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet at sende et forslag om fredning af pukkelhvaler i Nuup Kangerlua i høring. Efter høringen er det så op til kommunalbestyrelsen at træffe den endelige afgørelse.
Det er kommunalbestyrelsesmedlemmet Michael Rosing, der tilbage til den 19. september i 2019 rejste forslaget. Ønsket var at sikre hvalernes overlevelse, så der fortsat ville være mulighed for blandt andet at arrangere hvalsafari-ture til den voksende skare af turister.
Vurderet juridisk
Kommunens koncernservice har lavet et udkast til fredningsbestemmelsen, som er blevet vurderet juridisk og tilrettet af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
I sagsfremstillingen til politikerne i Økonomi- og Erhvervs Udvalget bliver det pointeret af kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, at den kommunale vedtægt ikke er ”det samme som at Kommuneqarfik Sermersooq vil forbyde al jagt på pukkelhvaler – den er kun gældende for Nuup Kangerlua”.