PERSONALEBOLIG-SAGEN
Nu reagerer Naalakkersuisut
To læger siger deres job op, og sygeplejersker kan slet ikke betale huslejerne i sundhedsvæsenets nye, flotte personaleboliger i Nuuk. Situationen får Naalakkersuisut til at gå ind i sagen.
Agathe Fontain (S) medlem af Naalakkersuisut for sundhed går ind i sagen med de dyre personaleboliger til sundhedsvæsenet i Nuuk.
Leiff Josefsen
Det har skabt frustration hos sundhedsansatte, at det koster mellem 10.700 og 17.500 kroner at leje en af de mange nye personaleboliger, som fra denne måned er blevet ledige i hjertet af Nuuk.
Nu reagerer Naalakkersuisut på den serie artikler, som AG og Sermitsiaq.gl har bragt om balladen. Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA) understreger, at der vil blive set nærmere på sagen på tværs af departementerne.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
- Jeg kan informere om, at jeg har drøftet emnet med nogle af mine kollegaer i Naalakkersuisut. Vi har forstået det således, at der er medarbejdere i sundhedsvæsenet, der ikke har fået indfriet deres forventninger i forhold til huslejepriserne i Nuuk. Vi har aftalt, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der ser på området, skriver Agathe Fontain til AG og understreger, at Naalakkersuisut har pligt til at handle inden for lovens rammer.
AG har stillet en række spørgsmål til Agathe Fontain, blandt andet om det er muligt at gøre det billigere for sundhedspersonalet at flytte ind i de tre nye boligtårne på Qatserisut i Nuuk.
- Naalakkersuisut vil afvente anbefalingerne fra arbejdsgruppen, inden vi kan udtale os yderligere om emnet, svarer Agathe Fontain.
Var en hastesag
AG er blevet gjort opmærksom på, at købet af de tre boligtårne ved Qatserisut i sin tid blev »hastebehandlet« gennem det politiske system. Det fremgår af en såkaldt finansudvalgsafgørelse fra 2023. Det var selvstyrets boligselskab, Illuut A/S, som fik til opgave at købe de 70 lejligheder til udlejning til Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse. Og tilsyneladende krævede projektet en hurtig godkendelse af det politiske system, hvilket fik Inatsisartuts Finansudvalg til at reagere med denne skriftlige bemærkning:
- Udvalget har noteret sig at sagen er af hastende karakter og forstår Naalakkersuisuts argument for at sagen hastebehandles. Udvalget er samtidigt uforstående overfor, at en sag af den størrelse anmodes hastebehandlet. Udvalget forventer naturligvis, at sagen har været gennem grundige overvejelser forinden fremsendelse til udvalgets godkendelse, skrev finansudvalgets daværende formand, Hans Peter Poulsen (S) til Naalakkersuisut.
Herefter skriver udvalget, at Naalakkersuisut har oplyst om sagen, at »at de nye og attraktive boliger i kort afstand til Dronning Ingrids Hospital »forventes at have en væsentlig betydning for rekruttering og fastholdelse«. En vurdering, som der i dag kan stilles spørgsmålstegn ved, da to læger indtil videre har sagt deres stillinger op, da de ikke har råd til at blive boende i Nuuk. Samtidig har lyder der også et ramaskrig fra andre personalegrupper.
- Det er hele grundlaget for at tage en fastansættelse, der her pilles ved og dermed en bombe under hele rekrutteringsproblematikken i sundhedsvæsnet i Nuuk, udtalte forkvinden for Ernisussiortut Kattuffiat (Den Grønlandske Jordemoderforening), Charlotte Bøgelund til AG. En kritik, som også er fremført af formændene for Grønlands Lægeforening og sygeplejerskernes fagforening. Formand for Grønlands Lægeforening, Charlotte Mumm Ring, kalder situationen »ganske uholdbar«.