global opvarmning

Nordpolen er 10 grader varmere end normalt

Arealet af havis i Arktis er rekordlavt for årstiden. Det var dog ventet

Temperaturen i områder dækket af havis er minus 10 til 20 grader. Og det er væsentligt varmere, end det plejer
Offentliggjort

Vintermørket har sænket sig over Nordpolen, og temperaturen i områder dækket af havis er minus 10 til 20 grader. Og det er væsentligt varmere, end det plejer.

Læs: Rekordvarmt i Tasiilaq

- Lufttemperaturen i selve nordpolsområdet er nu minus 13 grader. Det er 10 grader varmere, end det plejer at være på denne tid af året, siger isforsker og Arktis-ekspert Rasmus Tonboe fra DMI til DMI.dk.

Is-arealet er rekordlavt
Rundt omkring den arktiske havis ligger fortsat relativt varmt vand. Det forsinker tilfrysningen - det vil sige fremvæksten af ny is. Den starter efter det årlige minimum i udbredelsen af havisen i september, men har i 2016 været usædvanligt sløv.

Læs: Det bliver varmere på Nordpolen i 2017

- Vandet er 1 til 2 grader varmt i Tjuktjerhavet nord for Beringstrædet mellem Alaska og Rusland. I selve Beringstrædet og i Karahavet nord for Sibirien er vandet helt op til 5 grader nogle steder, siger Rasmus Tonboe.

Det varme vand er medvirkende til de usædvanligt høje lufttemperaturer.

- Normalt ville både Tjuktjerhavet og Karahavet være dækket af is nu, men i år er vandet for varmt. Derfor tager det længere tid, før det køler ned og fryser til. Isen er også forsinket i Baffinbugten. Faktisk foregår væksten af isdækket så trægt i år, at hvis vi ser på hele Arktis, så er det samlede areal af havis rekordlavt.

Ond cirkel
At der er rekordlidt is i Arktis netop nu, er dog ingen overraskelse for Rasmus Tonboe. Han forudså situationen allerede i september, hvor havet i hele det arktiske område var usædvanligt varmt.

Det varme hav skyldtes igen, at Arktis havde meget lidt is allerede i foråret og ved indgangen til sommeren. Når isen er væk, får Solen længere tid til at varme vandet op.

Powered by Labrador CMS