global opvarmning

Det bliver varmere på Nordpolen i 2017

Havet er varmt, luften er varm, og isen har svært ved at brede sig i Arktis

Havvandet i Arktis er lige nu flere grader varmere end normalt

- Vi har en situation, hvor vi allerede nu med stor sandsynlighed kan konstatere, at havisen i Arktis kommer svækket og særdeles sårbar ind i 2017.

Sådan sagde Rasmus Tonboe, isforsker ved DMI, den 9. september til dmi.dk og til flere medier.

Dagen efter nåede havisen sit årlige minimumsareal. Det blev - sammen med 2007 - det næstlaveste, der er målt. Og ud fra de nyeste data, holder forskeren fast i sin vurdering, skriver DMI.dk

Læs: Stadig varmt i Østgrønland

Isdækket vokser kun langsomt
Efter minimum, der typisk ligger midt i september, hvor mørket sænker sig i Arktis, vokser det isdækkede areal igen. Det skete også i år. Men nu fem uger senere, er væksten stort set gået i stå, og arealet er tæt på at være rekordlavt for årstiden.

- De områder, der frøs til, var dækket af spredte flager med koldt smeltevand ind i mellem fra den del af isen, der forsvandt i de sidste uger inden minimum. Nu, hvor de områder er dækket af tynd nyis, er turen nu kommet til områder, hvor vandet er langt varmere. Det er de områder, der blev isfrie tidligt på sommeren eller endda allerede i foråret. Dermed var de isfrie, da Solen stod højt på himlen, og derfor har de modtaget store mængder solenergi, og vandet er væsentligt varmere end normalt, forklarer Rasmus Tonboe til DMI.dk.

Læs: Grønland sætter flere varmerekorder

Varmere end normalt
Havvandet er lige nu 5°C i store områder af Arktis og helt op til 8 og 10°C enkelte steder. Det er flere grader varmere end normalt.

Den høje vandtemperatur påvirker også lufttemperaturen i Arktis, som lige nu er omkring 8°C højere end normalt.

Powered by Labrador CMS