KNR

Nick Nielsen undrer sig over KNR-kritik

Udtalelser fra IA og Demokraterne vækker undren hos naalakkersuisoq for kultur Nick Nielsen fra Siumut

Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut
Offentliggjort

Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut undrer sig over nogle af de synspunkter, som oppositionsmedlemmer i Inatsisartut har luftet i pressen i forbindelse med den foreslåede ændring af lovrammerne for KNR.

- Det synes tydeligt, at vi alle vil det samme for KNR. Vi vil alle have et KNR med en stærk professionel bestyrelse. Vi vil alle have et KNR, der uafhængigt og kritisk dækker alle aspekter af vores samfund, men som naturligvis skal udvise alsidighed og etisk journalistik. Vi vil alle have et KNR, som har en sund driftsøkonomi, og hvis ledelse og bestyrelse derfor kan arbejdet langsigtet med strategi og investeringer. Af samme grund, så undrer jeg mig over nogle af de motiver, jeg bliver tillagt af andre politiske partier, skriver Nick Nielsen i en pressemeddelelse.

Demokraternes Anda Uldum har udtalt: ’Jeg synes ikke, at man kan betragte den her situation på andre måder end, at Siumut og Nick Nielsen vil have bedre kontrol over blandt andet den redaktionelle linje i KNR’.

Læs "D: Dybt bekymrende adfærd fra Nick Nielsen"

Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit har udtalt: ’Dit (Nick Nielsen, red.) projekt er p.t. udtryk for en farlig diktatorisk tankegang. Du vil selv afgøre, hvem de fire ud af fem medlemmer i bestyrelsen skal være. Det vil betyde et politisk indgreb i forhold til pressen'.

Læs "Mimi: Du har en farlig diktatorisk tankegang, Nick"

Lovforslaget
På baggrund af de to udtalelser ønsker Nick Nielsen at citere sit lovforslag:

§ 32. Bestyrelsen er KNR’s øverste ledelse og har det overordnede ansvar for, at bestemmelser for KNR’s virksomhed overholdes. Bestyrelsen har herunder ansvaret for KNR’s samlede virksomhed og for public service-kontraktens opfyldelse. Bestyrelsen må ikke udøve indflydelse på den daglige programvirksomhed eller enkeltprogrammer, jf. § 34, stk. 1.’

- Det fremgår ganske tydeligt, at lovforslaget lige præcis forbyder bestyrelsen at blande sig i de redaktionelle prioriteringer. Så dermed forhindrer lovgivningen under alle omstændigheder politisk indflydelse på den journalistiske linje.

- Jeg vil dog fortsat fremhæve, at en stærk bestyrelse kræver, at vi får alle væsentlig kompetencer repræsenterer i bestyrelsen, påpeger naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling.

Ønsker saglig debat
Og peger på lovforslagets § 31, Stk. 3:

Bestyrelsen skal tilsammen repræsentere mediemæssig, kulturel, ledelsesmæssig og erhvervsmæssig indsigt. De medlemmer, der efter inatsisartutloven skal udpeges af Naalakkersuisut uden indstilling, skal hver for sig repræsentere ledelsesmæssig eller erhvervsmæssig indsigt og besidde dokumenterbare faglige kvalifikationer, såsom relevant uddannelse, erfaring fra deltagelse i tilsvarende bestyrelser eller direktioner’.

- Uagtet, hvorledes vi udpeger bestyrelsen, så mener jeg fortsat, at de opstillede krav til bestyrelsesmedlemmer er de rigtige, og må være udgangspunktet for den videre debat, siger Nick Nielsen og opfordrer til en god og saglig debat om lovforslaget og rækker en fremstrakt hånd til debattens politiske parter.

Læs alle artikler om KNR her

Powered by Labrador CMS