KNR

D: Dybt bekymrende adfærd fra Nick Nielsen

Demokraternes medlem af Inatsisartut Anda Uldum har startet en underskriftindsamling mod den påtænkte omstrukturering af KNR’s bestyrelse

- Jeg synes ikke, at man kan betragte den her situation på andre måder end, at Siumut og Nick Nielsen vil have bedre kontrol over blandt andet den redaktionelle linje i KNR. Det er dybt, dybt bekymrende, siger Demokraternes medlem af Inatsisartut Anda Uldum
Offentliggjort

- Den frie presse må og skal beskyttes med alle midler. Demokraterne tager på den baggrund afgrundsdyb afstand fra Nick Nielsens forslag om, at Naalakkersuisut fremover skal udpege fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer i KNR.

Sådan skriver Demokraternes medlem af Inatsisartut Anda Uldum i en pressemeddelelse.

Læs "Mimi: Du har farlig diktatorisk tankegang, Nick"

Dybt, dybt bekymrende
- Jeg synes ikke, at man kan betragte den her situation på andre måder end, at Siumut og Nick Nielsen vil have bedre kontrol over blandt andet den redaktionelle linje i KNR. Det er dybt, dybt bekymrende, og jeg håber, at der findes retskafne mennesker i Atassut eller internt i Siumut, der kan forklare Nick Nielsen, at sådanne former for indgreb ikke hører hjemme i et moderne demokrati som vort eget, siger Anda Uldum.

Han giver ikke meget for Naalakkersuisuts forsikringer om, at man vil udpege bestyrelsesmedlemmer til KNR efter kompetencer og faglighed.

- Her er jeg altså nødt til at påpege, at det bestemt ikke er fremmed for Siumut at udpege tro partisoldater eller andre sympatisører til bestyrelsesposter, så jeg kan ikke se, hvorfor partiet skulle agere anderledes og mere modent, blot fordi der er tale om KNR, siger politikeren fra Demokraterne.

Demokraterne vil opfordre så mange som muligt til at deltage i underskriftindsamlingen mod Nick Nielsens forslag.

- Underskrifterne vil vi overrække til ham, når det kontroversielle forslag første gang kommer på dagsordenen i Inatsisartut under forårssamlingen, oplyser Anda Uldum.

Læs "Nick Nielsen: Derfor vil vi ændre KNRs bestyrelse"

Læs "Naalakkersuisut vil have mere magt over KNR"

Naalakkersuisut vil have mere magt over KNR
I dag består KNR's bestyrelse af syv medlemmer, hvoraf to er udpeget af Naalakkersuisut. Det ene medlem er formand for bestyrelsen.

Magtbalancen bliver dog væsentligt ændret til Naalakkersuisuts fordel, såfremt Naalakkersuisut på forårssamlingen får vedtaget sit lovforslag, som lægger op til ændring af sammensætningen af bestyrelsesmedlemmer i public service-stationen.

Hvis lovforlaget bliver vedtaget, vil der fremover være fem bestyrelsesmedlemmer, hvoraf fire er udpeget af Naalakkersuisut.

Underskriftindsamlingen mod Nick Nielsens forslag foregår her

Læs alle artikler om KNR her

Powered by Labrador CMS