KNR
Nick Nielsen: Derfor vil vi ændre KNRs bestyrelse
Naalakkersuisut fremlægger på forårssamlingen forslag til ændring af sammensætningen af KNRs bestyrelse
Et flertal i KNRs bestyrelse skal i fremtiden udpeges af Naalakkersuisut, hvis Naalakkersuisuts forslag bliver vedtaget i Inatsisartut på forårssamlingen. Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit er bekymret for den frie presse.
I dag består KNRs bestyrelse af syv medlemmer, hvoraf to er udpeget af Naalakkersuisut. Det ene medlem er formand for bestyrelsen. Naalakkersuisut vil med sit forslag udpege fem af bestyrelsens medlemmer.
- Jeg ønsker en stærk og professionel bestyrelse netop for at sikre en kvalificeret drift og udvikling af KNR samt en kvalificeret dækning af nyhederne - også i forhold til politiske emner. I min optik er en professionel bestyrelse med højt kompetente bestyrelsesmedlemmer den bedste garanti, vi kan få for et stærkt og uafhængigt KNR, skriver medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kirke, uddannelse og ligestillling Nick Nielsen fra Siumut i en pressemeddelelse.
Læs "Naalakkersuisut vil have mere magt over KNR"
Sammenligner med Norden
Han understreger, at ændringen i bestyrelsens sammensætning kan siddestilles med ændringer i selvstyreejede virksomheder.
- Dette gøres netop for at sikre, at det bliver en professionel bestyrelse, som favner alle de væsentligste kompetencer. Og jeg vil da tillade mig at bemærke, at oppositionen, da den havde regeringsmagten, tilsyneladende ikke fandt anledning til at ændre på, hvorledes aktieselskabernes bestyrelse bliver udpeget. Også i eksempelvis Norge, Sverige og i Danmark udpeges bestyrelserne af public service-stationerne - NRK, STV og DR - af politikere - og det, selvom STV er en selvejende fond, mens NRK og DR - ligesom KNR - er en selvstændige offentlige institutioner, fremhæver Nick Nielsen.