Naalakkersuisoq tilbageviser hård kritik fra KNAPK under samråd

Der er ikke hold i KNAPK’s kritik om manglende svar af henvendelser til departementet for fangst og fiskeri. Faktisk har Naalakkersusoq holdt tre møder med forbundet alene denne uge, lyder det på et åbent samråd torsdag.

Udvalget ønsker at vide, hvordan Naalakkersuisoq forholder sig til kritikken fra KNAPK omkring dårlig dialog. Det kan jeg ikke genkende, siger han.
Offentliggjort

Inatsisartuts udvalg for fangst, fiskeri og landbrug har haft Naalakkersuisoq til et åbent samråd torsdag på grund af kritik af departementet fra Ombudsmanden. I samme ombæring valgte udvalget for fangst og fiskeri at frembringe en hård kritik fra fisker og fangerorganisationen KNAPK mod naalakkersuisoq for ikke at svare på deres henvendelser.

Departementet for fangst og fiskeri og Naalakkersuisoq på området Karl Tobiassen (S) kan ikke genkende KNAPK’s påstand om, at departementet er svært at danse med, når forbundet henvender sig.

Faktisk er der en eksisterende dialog, der bliver holdt ajour i departementet.

- Jeg har bedt mit departement om at undersøge, om der er nogen henvendelser fra KNAPK, der ikke er blevet besvaret. Vi kan se på registreringerne, at alle henvendelser er blevet besvaret. Så jeg kan ikke genkende den kritik, KNAPK kommer med, siger Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, Karl Tobiassen (S) under et åbent samråd torsdag

Ingen slinger i valsen

Karl Tobiassen lover at vise udvalget registreringerne af henvendelser med dato for svar.

- Jeg kan oplyse, at jeg har holdt møder med KNAPK mandag, tirsdag og onsdag denne uge. Jeg vurderer, at dialogen kører rigtig godt mellem mit departement og forbundet. Jeg tager god kontakt med andre foreninger og forbund under mit område, siger Karl Tobiassen adspurgt om forholdet til KNAPK.

KNAPK er siden sidste år kommet med påstande om, at Naalakkersuisoq ikke reagerer på henvendelser, og at der sker et stort svigt på fangere og fiskere på grund af manglende lydhørhed fra naalakkersuisoqs side.

Svaret får udvalgsmedlem Jens Napaattooq (N) til at bedyre, at der må ske en undersøgelse af KNAPK’s påstande, da sådanne meldinger kan skabe forvirring i erhvervet og i det politiske arbejde.

Naalakkersuisoq oplyser, at departementet har videresendt to henvendelser fra KNAPK til rette departement, da henvendelser ikke kunne behandles under Karl Tobiassens ansvarsområde. Blandt andet henvendelsen om ekstraordinær hjælp til fiskere og fangere i nød på grund af usædvanlige vejrlige forhold.

Powered by Labrador CMS