KNAPK revser Naalakkersuisuts fiskeri- og fangstpolitik

Naalakkersuisut har oplyst, at fangere og fiskere på kysten ikke skal have en ekstraordinær hjælp, når fangsten går dårligt på grund af vejret. Det får endnu engang KNAPK på barrikaderne.

- Naalakkersuisut værdsætter og arbejder for fangere og fiskere i de rammer, som Inatsisartut pålægger dem, siger naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen (S).

Det er usympatisk af Naalakkersuisut og mangel på forståelse for fiskere og fangeres situation, når Naalakkersuisut ikke vil yde ekstraordinær hjælp til erhvervet ved manglende indtægter på grund af dårligt vejr.

Det mener KNAPK, der i hårde ord kritiserer Naalakkersuisut for deres beslutning.

- KNAPK har i lighed med tidligere muligheder søgt om ekstraordinær hjælp i en ekstraordinær situation, hvor fangerne og fiskerne ikke oppebærer indtægter over længere perioder. Dette ses stort af Naalakkersuisut, som ikke udviser nogen som helst sympati eller forståelse for fangerne og fiskerne, skriver formanden for KNAPK Nikolaj Jeremiassen i en pressemeddelelse.

Brokker sig trods høje kvoter

KNAPK ridser en lang liste op med, hvor de mener, Naalakkersuisut ikke viser støtte til fiskere og fangere. Eksempler som, at Naalakkersuisut har givet afslag til at øge eller tilføre flere kvoter af nar- og hvidhvaler samt afslag af forlængelse af fangstperioder bliver nævnt i flæng i pressemeddelelsen.

Kvoterne for hvid og narhvaler er netop offentliggjort for næste år og endnu engang er de sat en del højere en den biologiske rådgivning. Blandt andet er Østgrønland tildelt en kvote på 50 hvaler, hvor den biologiske rådgivning er, at der ikke bør fanges narhvaler overhovedet.

Et andet sted hvor kvoterne overstiger den biologiske rådgivning væsentligt er det indenskærs hellefiskefiskeri og indenskærs torskefiskeri.

Men KNAPK mener, at Naalakkersuisuts arbejde med forsøgsfiskeri i havgående områder viser tegn på, at havgående fiskeri bliver forfordelt.

- Man kan ikke tolke situationen andet end Naalakkersuisut ønsker det kystnære fiskeri afviklet, og fiskerikommissionens betænkning i betragtning, er Naalakkersuisut godt i gang med at afvikle det kystnære fiskeri, lyder det fra formanden for KNAPK.

Afviser kritikken blankt

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen (S), afviser KNAPK’s kritik blankt.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at KNAPK har af den holdning. Men jeg vil tilbagevise KNAPK’s kritik om, at Naalakkersuisut afvikler det kystnære fiskeri. Faktisk arbejder vi på at åbne ansøgning om fiskerilicens igen i forvaltningsområde 47, så vi kan have flere kystnære fiskere, siger Karl Tobiassen til Sermitsiaq.AG.

Forvaltningsområdet 47 tæller Upernavik, Uummannaq og Diskobugten samt bygderne, hvor fiskeri efter hellefisk er det primære fiskeri.

I forhold til det generelle arbejde indenfor fiskeri påpeger Naalakkersuisoq fiskeri, at Naalakkersuisut arbejder efter Inatsisartuts beslutninger. Men at Naalakkersuisut ikke har et ønske om at gøre vilkår for fiskere og fangeres vilkår dårligere.

Blander sig ikke i forhandlinger

KNAPK vælger også at kritisere Naalakkersuisut for ikke at være med til forhandlinger i forhold til fiskepriser. Blandt andet har KNAPK og Royal Greenland ikke kunnet blive enige om pris på stenbiderrogne, hvilket gjorde, at indhandling af stenbiderrogne startede senere end forventet i år.

- Jeg giver KNAPK ret i, at vi ikke blander os i forhandlinger. Vi kan som Naalakkersuisut ikke blande os i forhandlinger, da vi skal bevare, at forhandlingsretten bliver hos producenter og forbund. Vi har ikke ret til at blande os og påvirke priser politisk, forklarer Karl Tobiassen.

Karl Tobiassen påpeger, at Naalakkersuisut altid er klar til dialog, hvis foreninger og forbund ønsker det.

Powered by Labrador CMS