Min mor var mit trygge sted, min beskytter og min største støtte

20-årige Zoe Ariella Kronvold blev tvangsfjernet som 9-årig fra sin mor.

Om få dage overgår samme skæbne hendes endnu ufødte lillesøster.

For ifølge Thisted Kommune er moderen Keira Alexandra Kronvold helt uegnet som mor. 

For Zoe er sandheden dog en anden. 

LÆS OGSÅ

Dansk kommune vil tvangsfjerne barn af grønlandsk mor fra fødslen

– Jeg synes at det er en uretfærdig og umenneskelig behandling, min mor bliver udsat for. Kommunen bliver ved med at gå efter min mor, selvom hun er bedre i stand til at passe os end de plejefamilier, som de placerer os i. Jeg vil gerne beskytte min lillesøster, men det må jeg ikke. Kommunen vil tage hende lige efter fødslen. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil tage med til fødslen. Det er en smerte jeg må igennem som storesøster. Og så vil jeg holde min mors hånd. Min mor gør sit bedste til hverdag. Jo mere jeg forstår og ser, des mere bange bliver jeg for min egen fremtid. Det sociale system i Danmark behandler os så dårligt, og de kan ikke engang se, at det er forkert. Hvorfor skal børn af grønlandske forældre tvangsfjernes? Vi skal da have lov til at blive i vores egne familier.

Barndomsminder 

- Hvordan husker du din tidlige barndom?

– Jeg var min mors pige. Jeg havde 88 kjoler, da jeg var lille. De fleste af dem var gaver fra min mors venner. Min lillebror og jeg, vi var glade, og vi fik alt, hvad vi havde behov for fra vores mor. Min lillebror fik masser kærlighed og knus, og han græd ikke som andre babyer.

– Jeg elskede pink, tasker og sko. Jeg elskede Barbie-film og prinsesse-film, dinosaurer og havfruer. Jeg kan huske, at jeg så de film så meget, at min far også kunne huske dem alle og hvad de handlede om. En gang om måneden gik min mor og jeg på restaurant – bare os to. Når jeg vågnede midt om natten, gik jeg ofte ind til min mor. Det havde hun ikke noget imod. Jeg fik knus hver morgen, mad og mor ordnede mit hår og sørgede for, at mit tøj var pænt og rent. – Jeg kan huske, at der kom nogle voksne i hjemmet. Jeg forstod ikke, hvorfor de skulle være med til at spise eller gå tur. De fortalte min mor, hvad hun skulle huske at gøre. Der kom mere og mere pres på min mor. Jeg kunne se, at hun nogle gange var meget bange, selvom hun smilede til dem.

Omvæltningen

- Hvordan oplevede du at blive tvangsfjernet som 9-årig?

– Jeg var i skole, da nogle voksne kom og hentede mig. Jeg kunne ikke forstå det. Vi kom til en lille familie, og jeg kan huske, at jeg ventede på min mor. Min lillebror var med mig. Jeg trøstede ham. Vi var bange. Min lillebror græd og ledte efter vores mor.

– Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min mor ikke kom. Men jeg begyndte at forstå, hvad der foregik, da vi blev flyttet igen. Min lillebror blev taget væk fra mig. Jeg skulle sove alene i et værelse. Der kom en voksen ind og spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg sagde flere gange, at jeg ville hjem til min mor, og at jeg savnede hende. Men det var lige meget, hvor meget jeg græd. Det nyttede ingenting. Jeg så min lillebror, før jeg blev taget ud til mine plejeforældre.

– Første gang jeg så min mor igen, gav hun mig et langt kram og jeg kunne næsten ikke tro, at det var hende, der holdt mig. Min far var der også. Jeg så dem kun i kort tid, og derefter gik der lang tid før jeg så dem igen. Det var hårdt.

Hos plejefamilie 

Zoe Ariella Kronvold kom til en plejefamilie i Sundby, hvor hun følte sig ensom, ligegyldig og forkert. 

– Jeg begyndte at hallucinere og høre stemmer, da jeg boede hos plejefamilien. Og jeg prøvede at sige det til dem, men de sagde bare, at jeg så for mange film. De prøvede ikke at hjælpe mig med det og de fortalte det heller ikke til kommunen. En gang hvor det skete om natten, gik jeg ind til mine plejeforældre, fordi jeg blev bange, men de sagde bare, at jeg skulle gå tilbage på mit værelse. Efter langt tids pres og belastning fra kommune og plejeforældre, var jeg tæt på at tage mit eget liv. Men tanken om, at min mor skulle begrave mig alene, stoppede mig. 

– Jeg måtte heller ikke – under nogen omstændigheder – give udtryk for, at jeg savnede min mor. Jeg måtte ikke vise følelser, og hvis jeg gjorde, så sagde de, at jeg kunne tale med hunden om det. Jeg måtte heller ikke tale grønlandsk eller se folk fra Grønland. Ikke engang min Aataa, da han kom til Danmark. Sagsbehandleren havde vurderet, at jeg ikke kunne overskue det. 

– Det gik op for mig, at plejeforældrene var fuldstændig ligeglade med mig, og at de kun passede mig for pengenes skyld. De dage hvor min mor og far havde samvær med mig, var de mere hengivne og omsorgsfulde. 

På døgninstitution 

En dag fortalte Zoe sin mor om de stemmer hun hørte, og om hvordan plejeforældrene i virkeligheden behandlede hende. 

– Hun bad mig igennem lang tid om skrive et brev til kommunen. Jeg skrev, at jeg ikke havde det godt hos plejefamilien og ville hjem til min mor. Sagsbehandleren kom og ville snakke med mig alene og dernæst plejeforældrene. Jeg troede, at hun ville hjælpe mig. Men hun fortalte mine plejeforældre, hvad jeg havde sagt, og de blev meget sure på mig. Derefter stoppede jeg med at tale med plejeforældrene, sagsbehandleren og psykologen. 

– Min mor stoppede aldrig med at kæmpe for mig. Hun prøvede at hjælpe og beskytte mig. Og min far har altid været min helt. Han har aldrig svigtet mig og altid holdt sit ord.

Zoe blev efterfølgende flyttet fra plejefamilien i Sundby til døgninstitutionen Kronborg, hvor hun fik det bedre. Dog havde hun en oplevelse af, at personalet hverken kunne lide hendes mor eller Grønland.

Sagsakter 

Zoe Ariella Kronvold oplevede ofte, at sagsbehandlerne fordrejede hendes ord, og når hun læser sagsakterne igennem i dag, kan hun ikke genkende det billede, der tegnes.

– For eksempel står der i en psykologundersøgelse, at jeg ikke kan huske at have modtaget kærlighed fra min mor. Psykologen bad mig beskrive forskellige ting, og så endte hun med at skrive, at min mor aldrig elskede mig. Det er ikke sandt. Min mor elskede mig. Der er meget løgn i de sagsakter.

Zoe Ariella Kronvold fortæller, at hun flere gange under sin tvangsfjernelse afleverede breve til kommunen, hvor hun havde skrevet, at hun ville hjem til sin mor. 

– I stedet blev vores samvær bare mindre og mindre. De konkluderede, at jeg græd, fordi jeg ikke ville være sammen med min mor. Men jeg græd, fordi jeg ville hjem til min mor. Og fordi jeg savnede min mor, far og lillebror. Min mor måtte heller ikke græde under vores samvær, men nogle gange var det meget svært, og så snart vi var alene, fortalte jeg hende, hvad jeg havde oplevet. Hun trøstede mig så godt hun kunne. Det føltes som om jeg havde tape på min mund og reb om mine håndled. Jeg skulle bare gøre hvad kommunen og plejeforældrene sagde. Den eneste trøst jeg har haft i de ni år jeg var tvangsfjernet, var min mors kærlighed, støtte, omsorg og trøst. Hun har aldrig svigtet mig.

Aldrig god nok 

- Hvad mistede du i de år du var tvangsanbragt? 

– Det er en rigtig lang liste. Jeg mistede min barndom, som jeg ikke kan få tilbage. Jeg mistede min tid sammen med min mor. Jeg mistede også mit forhold til min lillebror. Jeg mistede mit sprog og min kultur. Jeg elsker den grønlandske kultur. Julen, påsken, de første sol-dage, familietid og gamle historier fra Grønland. Nationaldragt og ja, grønlandsk mad. Jeg mistede min identitet. Jeg blev opdraget til at være en dansker. Og det passer slet ikke til mit hjerte. Jeg er forvirret over, hvad jeg kan være, eller om jeg nogensinde kan blive god nok som dansker. Jeg bedømmes, når jeg er ude og handle eller sammen med venner. Vi er aldrig gode nok. Mit hår er ikke blond, men sort som min mors. Der er dele af mit hjerte, der er fortabt og tomt. Jeg har brug for hjælp til at finde mig selv igen.

– Kommunen og plejeforældrene har aldrig sagt undskyld til mig eller til min mor for alt det, de har gjort. Og nu gør de det igen … med min lillesøster, siger Zoe Ariella Kronvold.

Artiklen er baseret på interview med Zoe Ariella Kronvold og hendes mor Keira Alexandra Kronvold samt gennemgang af deres sagsakter. Det har ikke været muligt at forholde plejeforældre eller sagsbehandlere kritikken.