Dansk kommune vil tvangsfjerne barn af grønlandsk mor fra fødslen

– Lad mig blive hos mor og lad os være i fred.

Sådan lyder ordene fra 20-årige Zoe Ariella Kronvold, der blev tvangsfjernet fra sin mor i Danmark for 10 år siden sammen med sin dengang 8-måneder gamle lillebror.

Aktuelt står deres højgravide mor Keira Alexandra Kronvold over for at få endnu et barn tvangsfjernet og muligvis bortadopteret fra fødslen på baggrund af en indstilling fra Thisted Kommune.

Den indstilling er der mange, der ikke forstår. 

– Det er et absurd teater. Kommunen forhindrer os i at komme med sande forklaringer i stedet for deres falske forklaringer, siger Mikael Hertig, der har været Keira Alexandra Kronvolds partsrepræsentant over for kommunen og hendes bisidder i Børn- og Ungeudvalget.

Fordrejede oplysninger 

Mikael Hertig mener, at beskrivelsen af Keiras liv og livsomstændigheder er fordrejet, og at meget er direkte forkert. – Keira er ikke vokset op i et alkoholisk hjem. Keira har ikke været udsat for vold i det daglige. Keira har ikke en lav intelligens. Jeg kunne blive ved. Alligevel står det som sandheder i sagsakterne. Sagsbehandlingen er skandaløs og præget af ”confirmation bias”, hvor man leder efter information, der passer ind i den fortælling, man gerne vil skabe, siger Mikael Hertig, der ikke er alene om at kæmpe Keiras sag. Også foreningen MAPI (Meeqqat Angajoqqaallu Peqqinnissatigut Ikinngutaat) har forsøgt at tale hendes sag og har blandt andet sikret, at advokat Lars Buurgaard Sørensen, der har speciale i tvangsfjernelsessager, er på sagen. – Keira har gennemgået en lang og smertefuld proces, præget af stigende pres og stigmatisering fra kommunens side. Det er tydeligt, at Keira, som grønlænder, har været udsat for diskrimination og nedværdigende behandling i Danmark, siger formand for MAPI Laila Bertelsen, der gerne vil politianmelde Thisted Kommune for diskrimination, hvilket dog er blevet frarådet af advokaten på nuværende tidspunkt.

Presset fra kommunen 

I centrum af det hele står 38-årige Keira Alexandra Kronvold, der kom til Danmark fra Qeqertaq som 19-årig for at tage en uddannelse som massør. Efter lidt tid hentede hun datteren Zoe til Danmark. – Jeg tænkte at det var et godt sted for et barn at vokse op, fortæller hun.

Det startede da også fint. Keira fik arbejde med at passe en anden kvindes to børn. I den forbindelse spurgte kvinden, om Keira havde lyst til at møde hendes sagsbehandler. Men mødet handlede pludselig om aflastning til Keira, og hun blev bange for, hvad kommunen kunne finde på i forhold til datteren. – Jeg flyttede derfor til Thisted Kommune, men sagsbehandlerne begyndte at banke på døren. Jeg ville ikke åbne, men de blev ved. De pressede på og ville se, hvordan jeg passede mit barn. Presset blev øget år for år, og til sidst sagde de, at hvis jeg ikke gjorde det ordentligt, så ville de tage min datter fra mig. Det skete så, da min datter var 9 år og min søn 8 måneder. Jeg ammede ham stadig. Begge børn blev tvangsfjernet. Datteren kom til en plejefamilie i Sundby, mens sønnen kom til sin bosniske farmor og farfar. 

Manglende forældrekompetencer 

Keira Alexandra Kronvold har aldrig haft et alkohol- eller rusmiddelproblem. Hun er ikke opvokset med vold. Hun er hverken hjemløs eller arbejdsløs.

I de tidlige sagsakter står der om Keira, at hun ikke har de fornødne forældrekompetencer til at varetage sin datters sundhed, udvikling og trivsel og at hun ikke kan tilgodese og opfylde sin datters behov for omsorg, ro, stabilitet og støtte.” Sådanne vurderinger står dog i skærende kontrast til Keiras datter egne oplevelser fra barndommen. For i dag er Zoe 20 år og hun fortæller om en forfærdelig tid som plejebarn og et voldsomt savn til sin mor: ”Jeg følte, at det kun var min mor, der forstod mig og så mine behov”. Zoe mistede ikke bare sin mor og sin lillebror, men også sit sprog og sin kulturelle identitet. For hun måtte ikke tale grønlandsk, fordi det angiveligt var ”for meget for hende”. ”Jeg kan ikke snakke grønlandsk, men kun dansk i dag. Har I ret til at tage mit sprog væk fra mig? Min identitet?, skriver Zoe i en mail til Sermitsiaq.

Nu er det så Keiras ufødte datter, der står overfor samme skæbne.

Kan ikke genkende sig selv 

Keiras forældreevner er blevet undersøgt i 2014, 2016, 2019 og 2024, men nogle af undersøgelserne gentager blot de forrige uden at gå i detaljer. Af sagsakterne kan man læse, at Keira i 2024 er testet med WAIS-IV intelligenstest, Rorschach blækklattest og en test kaldet MCMI-III. Dertil en række strukturerede observationer af samspillet mellem Keira og det ufødte barn ud fra MIM-test.

I sagsakterne skriver kommunen om Keira Alexandra Kronvolds forældreevner i forhold til det ufødte barn: ”Keiras lille datter har behov for, at Keira ikke blot spiller rollen som den gode mor – ved at læse sig til almen og generel viden om, hvad et lille barn har behov for – og i stedet er i stand til at være den gode mor. Keiras personlighedsmæssige og følelsesmæssige vanskeligheder har betydning for dannelse af kontakt og et trygt tillknytningsmønster.”

– Psykolog og sagsbehandler besluttede sig hurtigt for, at jeg ikke havde ændret mig, og at alt hvad jeg sagde, ikke var godt nok. Det var som om, de ledte efter bestemte ord fra mig, som de kunne være tilfredse med, mens de ord, jeg sagde, blev brugt imod mig. I Grønland kan vi sige ét ord, der betyder rigtig mange ord på dansk for eksempel ”Annilaanganalaarpoq”, der betyder, at det er en lille smule skræmmende eller ubehageligt. Udtrykket er meget anderledes på dansk. 

Jeg er ikke en dansker 

– Jeg kan ikke gøre for, at jeg er grønlænder. Jeg kan ikke ændre min opførsel eller min mentalitet. Jeg kan ikke pludselig opføre mig som en dansker, eller tale som en dansker. Jeg er ikke vokset op her. Jeg har heller ikke kognitive evner som en dansker, og jeg viser heller ikke følelser, ligesom danskere gør det, men det gør mig ikke til en dårlig mor, siger Keira og tilføjer: 

– Jeg kommer fra en anden kultur. Min IQ kan ikke testes, ligesom man gør her. Jeg knytter mig på en anden måde til mine børn, og jeg har en anden måde at læse mine børns behov og signaler på end danskere. Det er rigtigt, at det danske sprog er vigtigt i Danmark, men begge mine børn er tosprogede – dansk og engelsk - og de kan også forstå noget grønlandsk. Jeg kender rigtig mange forældre, som ikke taler dansk, men som har børn, der taler 3 og 4 sprog. Hvorfor må mine børn ikke tale grønlandsk?

– Jeg har altid kunne mærke, at sagsbehandler og psykolog ville have bestemte svar og reaktioner fra mig. Problemet er, at jeg ikke reagerer ligesom normale danskere gør. Det er som en puttekasse med geometriske klodser, hvor hver klods repræsenterer en alder, udvikling og trivsel. Men grønlændere, der kommer til Danmark for at tage en uddannelse og få et bedre liv, får det svært, for de passer ikke ind i systemet. Og så tager de vores børn, så de kan komme til at passe ind. Børnene opdrages til at være danske. De får en anden form, men på bekostning af deres sprog, kultur og identitet. 

En mor der kæmper for sit barn 

Det seneste halve år har Keira og hendes kæreste, der også er far til det ufødte barn, søgt trøst i kirken i Thisted. ”Jeg ser en mor, der inderligt ønsker dette barn, kæmper for sit barn og ønsker det bedste for sit barn. Jeg ser en mor med normal intelligens eller derover, som er villig til at gøre, hvad der skal til for at kunne beholde sit barn herunder studerede faglitteratur på området for at kunne give de ønskede svar i kommunens forældrekompetenceundersøgelser. Jeg ser en mor, der har gjort lejligheden klar til barnets komme. Jeg ser en mor, der er i kontakt med sine følelser, der viser følelser og ansigtsudtryk. Jeg ser en mor, der er meget i kontakt med sin ufødte baby i sin mave”. Sådan skrev sognepræst i Thisted-Skinnerup Kirke Benne Holwerda i et brev stilet til medlemmerne af børn- og ungeudvalget i Thisted Kommune forud for sidste uges afgørelse.

Advokat undrer sig 

Sagen er som bekendt indtil videre endt med en tvangsfjernelse af Keira Alexandra Kronvolds ufødte datter fra fødslen.

– Efter afgørelsen i Børne- og Ungeudvalget fik jeg det så dårligt, at jeg var nødt til at tage på sygehuset. 23 timer efter beslutningen ringede sagsbehandleren og spurgte, om jeg ville møde plejeforældrene. Der var ingen medfølelse hos hende og de virker ligeglade med, hvordan jeg har det. Det er ligesom jeg bare er en rugemor, siger Keira, der fortsat klynger sig til håbet om, at afgørelsen kan ændres. Og det er der måske en mulighed for. Det mener i hvert fald hendes advokat Lars Buurgaard Sørensen. For udover det problematiske i, at Thisted Kommune anvender kritiserede danske test på grønlandske forældre, så anvender de også reglerne for tvangsfjernelse af ufødt barn, hvilket er helt uforståeligt i den givne sag.

– At kommunen bruger danske test på grønlandske familier, har vi desværre set før. Det er der ikke noget nyt i. Der, hvor denne sag er special er, at man på det foreliggende grundlag vælger at bruge reglerne for tvangsfjernelse af ufødt barn. Det forstår jeg intet af. For de regler er reserveret til sager, hvor det er bydende nødvendigt, at man helt fra start får afbrudt kontakten mellem mor og barn. Men det er der simpelthen ikke belæg for i denne her sag. Keira har fast samvær med sin søn. Hun ser sin voksne datter. Hun har egen bolig og fast arbejde og klarer sig selv. Sagen er allerede indbragt for Ankestyrelsen, men derudover overvejer Lars Buurgaard Sørensen at søge styrelseschefen i Ankestyrelsen om en ekstraordinær annullering af kommunes beslutning.

Keira Alexandra Kronvold har termin i starten af november.

Sermitsiaq har forelagt sagen for socialminister Sophie Hæstorp og bedt om et interview, men har ikke modtaget svar endnu.