KNR

Mimi: Du har farlig diktatorisk tankegang, Nick

Forhenværende naalakkersuisoq for uddannelse Mimi Karlsen fra IA svarer på KNR-kritik fra nuværende naalakkersuisoq Nick Nielsen fra Siumut

- Gå i gang med at undersøge muligheden for at omdanne KNR til en selvejende institution og ban vejen for et samfund med en på alle måder uafhængig fri presse, lyder opfordringen til Nick Nielsen fra Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit
Offentliggjort

Tirsdagens kritik fra naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut i forbindelse med KNR får nu hans forgænger på naalakkersuisoq-posten Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit til at reagere.

Det sker, fordi Nick Nielsen er skeptisk overfor at gøre KNR til en selvejende institution, primært af økonomiske årsager.

- Såfremt en institution skal være selvejende, betyder det i min optik også, at man i al væsentlighed kapper de økonomiske bånd, der binder institutionen til selvstyret, har Nick Nielsen forklaret i samme omgang, hvor han ønskede at gøre opmærksom på, at oppositionen, da den havde regeringsmagten, ’tilsyneladende ikke fandt anledning til at ændre på, hvorledes aktieselskabernes bestyrelse bliver udpeget.’

Læs "Nick Nielsen: Derfor vil vi ændre KNRs bestyrelse"

Læs "Naalakkersuisut vil have mere magt over KNR"

Mimi Karlsen afviser kritik
Til det svarer Mimi Karlsen:

- Jeg er uenig med Nick Nielsen, når han siger, at det forrige Naalakkersuisut burde have gjort mere for KNR, for vi løste en masse opgaver dengang.

- Vi arbejdede i vores regeringstid med rigtig mange sager vedrørende KNR, som jo er en offentlig finansieret institution med en servicekontrakt.

- Vi stod over for et kæmpeproblem, nemlig en overskridelse af bevillingen på over 1-2 millioner kroner, som krævede handling, hvis det skulle bringes til ophør. I et tæt samarbejde med bestyrelsen for KNR blev der lagt en plan, der gjorde det muligt at vende økonomien i den rigtige retning, skriver forhenværende naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling.

- Derudover iværksatte vi en uafhængig udredning, der - som man kan se - frembød en række anbefalinger.

- Vi gennemførte også en evaluering i regi af departementet for kultur. Evalueringen indeholdt en skitse til, hvordan man kan udforme KNR som en selvejende institution.

Kammerateri har skabt mistillid hos befolkningen
Mimi Karlsen opfordrer Nick Nielsen til at bruge og arbejde videre med ’disse grydeklare anbefalinger’.

- Hvis du vælger at arbejde videre med disse, vil det kunne lykkes dig at omdanne KNR til en politisk uafhængig medieinstitution.

- Dit projekt er p.t. udtryk for en farlig diktatorisk tankegang. Du vil selv afgøre, hvem de fire ud af fem medlemmer i bestyrelsen skal være. Det vil betyde et politisk indgreb i forhold til pressen.

- Politiske ansættelser af kammerater har allerede skabt mistillid hos befolkningen og det bør stoppes.

- Gå derfor i gang med at undersøge muligheden for at omdanne KNR til en selvejende institution og ban vejen for et samfund med en på alle måder uafhængig fri presse, lyder opfordringen til Nick Nielsen fra Mimi Karlsen.

Læs alle artikler om KNR her

Powered by Labrador CMS