udligningsreform

Midlertidig udligningsreform vedtages mandag

På et telefonmøde mandag vil det politiske koordinationsudvalg vedtage en midlertidig udligningsordning og bloktilskudsaftale - ingen tal er på bordet endnu

Vittus Qujaukitsoq, naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggende
Naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut
Offentliggjort

- Vi er blevet principielt enige om at indføre en ny model for udligning og bloktilskud gældende for 2015 og at forberede et bedre datagrundlag, som kan lede til en mere permanent model med virkning fra 2016.

Sådan lyder meldingen fra naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut.

Det sker, efter at han tirsdag på et møde i Ilulissat sammen med landets fire borgmestre og Kanukoka diskuterede den udskældte udligningsordning og bloktilskudsaftale, som lægger op til en markant ændring af den økonomiske støtte fra landskassen til kommunerne, og hvor Kommuneqarfik Sermersooq står til at blive den helt store taber.

Læs: GA i Nuuk: Er du gået i politisk panik, Vittus?

Ifølge en pressemeddelelse har Vittus Qujaukitsoq, borgmestrene og kommunernes landsforening Kanukoka aftalt at få udarbejdet et nyt forslag til en midlertidig model for udligning og bloktilskud, som skal behandles videre.

- Der var på mødet enighed om, at modellen skal skabe en større lighed og balance her i landet. Der var dog fortsat uenighed om nogle af parametrene i en ny model. I de kommende dage skal der derfor administrativt forberedes konkrete modeller til det kommende møde mellem parterne, forklarer Vittus Qujaukitsoq.

Læs: Vittus bøjer sig og foreslår midlertidig udligningsreform

Læs: Asii glæder sig over kovending – men advarer igen

Tal lader vente på sig
Men selvom han og Kanukoka-formand Martha Abelsen, Siumut, udtrykker glæde over ’den fælles vilje til at nå en løsning, som tirsdagens møde er udtryk for’, så er den nye model for udligning og bloktilskud endnu ikke på plads, da det kun var de overordnede principper, der blev talt om på tirsdagens møde.

Sermitsiaq.AG har været i kontakt med Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, som hæfter sig ved, at der endnu ingen tal er sat på den midlertidig udligningsreform, og at hun derfor ikke kan forholde sig til den på nuværende tidspunkt.

På et telefonmøde mandag den 11. august vil det politiske koordinationsudvalg, som består af Naalakkersuisut, landets borgmestre og Kanukoka, vedtage den midlertidige udligningsreform og bloktilskudsaftale.

Læs: Sermersooq holder borgermøder inden udligningsreform

Powered by Labrador CMS